Det er 50 år siden, at Christian Krogh fik sommerferiejob som fejedreng i Søllested Maskinforretning, hvor han stadig har sin daglige gang – siden 1975 i rollen som sælger.
PORTRÆT Der er ikke mange i dagens Danmark, der kan fejre 50-års jubilæum i samme virksomhed, men i Søllested Maskinforretning på Vestlolland findes en sælger, Christian Krogh, som har opnået den milepæl.
- Jeg fik som 15-årig et sommerferiejob som fejedreng tilbage i 1970, og jeg har været her lige siden – kun afbrudt af ni måneder, hvor jeg aftjente min værnepligt, fortæller Christian Krogh.
Den pligtopfyldende fejedreng cyklede hver dag de knap 10 kilometer mellem barndomshjemmet i Vesterborg og Hovedgaden i Søllested, hvor maskinforretningen dengang havde adresse.
Det var Otto Jensen, far til den nuværende indehaver, Torben Kepp Jensen, der i december 1965 grundlagde Søllested Maskinforretning, og Otto Jensen var tilfreds med den arbejdsindsats, Christian Krogh leverede.
Christian Krogh kom således allerede i begyndelsen af 1970’erne i lære som lagerekspedient – og fik som udlært papir på det i 1973. Tiden på lageret var dog kort, og siden 1975 har der stået sælger på visitkortet.
Muligheder stiller krav
- Der er godt nok sket en stor udvikling gennem de 45 år, jeg har været sælger. Da jeg startede, var en traktor en traktor, og en plov var en plov. Det var egentligt meget enkelt. Der var slet ikke så mange funktioner, som der er i dag.
- Man kan sige, at det er mere indviklet nu. Alle de tekniske muligheder stiller større krav til både landmændene og til os i maskinforretningerne, påpeger Christian Krogh og tilføjer:
- Det er derfor vigtigt at følge med udviklingen og holde sig ajour med tingene, men det er også sjovt og spændende, at der i dag for eksempel er GPS på alle traktorer.
På et punkt er der dog ikke sket nogen ændringer i Christian Kroghs univers. En aftale er en aftale, og sådan har det altid været.
- Når man giver håndslag på en aftale, skal man kunne stole på hinanden. Det handler om at være ærlig og yde en god service. Vi vil gerne have, at folk kommer igen, og så er det selvfølgelig vigtigt, at man altid giver en god behandling, pointerer Christian Krogh.
- Når man giver håndslag på en aftale, skal man kunne stole på hinanden. Det handler om at være ærlig og yde en god service.
Christian Krogh
Én dag ad gangen
En stor gruppe af trofaste kunder gennem utallige år vidner om, at det ikke bare er tomme ord fra Christian Krogh, som også glæder sig over, at mange yngre landmænd er blevet en fast del af kundekredsen i maskinforretningen, som i 2013 etablerede en afdeling i Nørre Alslev på Falster.
- Vi har naturligvis mange kunder på Lolland og Falster, men vi har også en del kunder på Møn og mange fra hele Sjælland, fortæller Christian Krogh.
I den lille stationsby mellem Maribo og Nakskov har Søllested Maskinforretning siden 1974 haft base på Langesøgårdvej, og her glæder Christian Krogh sig altid til at komme på arbejde – og han har absolut ingen planer om at stoppe.
- Jeg har taget én dag ad gangen hele mit liv, og det gør jeg stadig. Jeg kommer klokken 7.30 og går som regel hjem ved 17-tiden, fortæller Christian Krogh, der foreløbig har valgt at få udsat sin folkepension.
Udvikling på nært hold
Han er altså fortsat still going strong og mangler ikke brændstof til arbejdet, selv om det her i september er 66 år siden, han kom til verden. Opvokset i Vesterborg – i et husmandssted med forældrene Rigmor og Mogens og en lillesøster.
- Vi havde både gæs, ænder, køer og grise og var nærmest selvforsynende, som mange på landet var dengang, oplyser Christian Krogh, der i sit lange arbejdsliv med landbrugsmaskiner har oplevet udviklingen på nært hold.
- Det er helt vildt som tingene har ændret sig inden for landbruget, hvor enhederne bliver større og større. Det kan alle maskinforretninger helt sikkert godt mærke, understreger Christian Krogh.
Apropos mærke; Søllested Maskinforretning blev for et år siden Case IH-forhandler, og det har ifølge Christian Krogh været særdeles positivt. Selv om det er en hård branche, ser han også optimistisk på fremtiden.
En bredere palette
- Jeg tror, at mange synes, der er for få butikker som vores. Vi har en bredere palette end de fleste, og jeg vil også påstå, at vi yder en bedre service end de fleste. Vi er nemme at få fat i og har ingen fast telefontid, og man kan stort set få fat i chefen døgnet rundt, forklarer Christian Krogh.
Chefen er nu 54-årige Torben Kepp Jensen, som med udgangen af 2001 overtog maskinforretningen efter sin far.
- Jeg har næsten kendt Torben, siden han lå i barnevogn, lyder det med et smil fra Christian Krogh, der også næsten har tilbragt flere timer med Torben Kepp Jensen end han har gjort med hustruen Marianne, der er gået på pension.
Efter endt arbejdsdag nyder Christian Krogh at slappe af hjemme i huset i Søllested, som parret købte i 1978.
- Jeg sætter virkelig pris på at slappe af derhjemme, og jeg har faktisk ikke den store lyst til at tage ud at rejse i ferierne, fortæller Christian Krogh, der sammen med Marianne har to børn, der ikke er gået i farmands fodspor.
Synonym med Søllested Maskinforretning
PORTRÆT Indehaver af Søllested Maskinforretning, Torben Kepp Jensen, var kun fire år, da Christian Krogh blev ansat i forretningen tilbage i 1970.
For Torben Kepp Jensen har Christian Krogh derfor været synonym med Søllested Maskinforretning.
- For mig har Christian altid været her, og det er også lidt mærkeligt de dage, han ikke er her, fortæller Torben Kepp Jensen og tilføjer:
- Vi kan selvfølgelig være uenige en gang imellem, men man kan altid stole 100 procent på Christian, og man kan ikke sætte en finger på hans arbejdsindsats. Han er utrolig pålidelig.
- Det er et imponerende jubilæum, han har nået, og det er rigtig dejligt, at han fortsætter og ikke har planer om at stoppe foreløbig. Han har stor andel i, at vi har så mange landmænd, der har været kunder hos os i mange år, lyder det rosende fra Torben Kepp Jensen.
jhal