Ny Velas-direktør vil sætte fart på klimadagsordenen
Den nye adm. direktør hos Velas skal udarbejde en ny strategi, der vil have fokus på grøn omstilling og en udvidelse af forretningen.

Det går godt for Velas. Dét understreger Jacob Christiansen, virksomhedens nye topchef. Men der er også udfordringer, der på langt sigt skal løses, så man fortsat kan udvikle forretningen i samme tempo som de foregående år.
Jacob Christiansen har pr. 1. november overtaget chefstolen efter Jan Winther. Nu skal han i gang med at udarbejde en ny strategi for virksomheden, da den forrige, som havde til formål at »løfte landmandens forretning«, er ved at udløbe. Nogle af de ting, den nye direktør umiddelbart vil have blik for, er grøn omstilling, rekruttering og en fortsat inkludering inden for rådgivning af andre brancher end landbruget.
Udfordringer med rekruttering ligger lige for, som noget af det mest presserende i Velas. Arbejdsløsheden er lav i Danmark for øjeblikket, og det mærker man også i rådgivningsbranchen. Derfor skal den nye direktør i gang med at gøre Velas til en endnu mere attraktiv arbejdsplads, der også i højere grad kan tiltrække folk, der står uden for den klassiske landbrugsbranche.
- Det er en udfordring at tiltrække profiler, der ikke er opvokset i landbruget, og det er en vanskelig manøvre at tiltrække medarbejdere på nogle udvalgte positioner. Vi er ligesom flere andre virksomheder nødt til at stille os i køen og afvente de mennesker, vi i bund og grund skal bruge til at drive vores forretning. Vi så jo allerhelst, at de slog et telt op ude foran i håb om at få job hos os, siger Jacob Christiansen.
Rekrutteringsvanskeligheder
Velas står som de øvrige i branchen p.t. og mangler folk flere steder i virksomheden, dog uden at den nye direktør kan pege på et bestemt sted, hvor man særligt mangler folk. Jacob Christiansen tror blandt andet, det kan skyldes »fordomme«, der kan være til stede i forhold til at arbejde hos en landbrugs-rådgivningsvirksomhed.
- Folk ved ikke nødvendigvis, at Velas er sted, hvor man også kan få sig en fed arbejdsplads, hvis man ikke er inden for landbruget. Jeg tror, der er en opgave i at vise folk uden for branchen, at her er faktisk nogle muligheder, der ikke bare handler om at rådgive på klassisk landbrugsfacon med fokus på husdyr og udbytter. Vi har også brug for rådgivere, der kan en masse andet, siger Jacob Christiansen.
Rekrutteringsarbejdet hænger tæt sammen med en anden del af Velas’ fremtidige udvikling, nemlig den grønne omstilling. Fokus på klima og miljømæssig bæredygtighed sætter en række nye krav til rådgivningen af landmændene, hvis bedrifter, som Jacob Christiansen beskriver, efterhånden bliver rigtigt store og ikke bare kan nøjes med landbrugsfaglig rådgivning, men som derimod også har brug for at blive klædt på i forhold til jura, strategi og skat.
Landmændene arbejder mere og mere med grønne tiltag inden for biodiversitet og vedvarende energi. Det kræver, at man tiltrækker flere rådgivere med andre specialer, end man tidligere har været vant til. På samme måde vil det derfor også give mening, at rådgivere, der ikke har haft sin opvækst i landbruget, søger mod Velas, fortæller den adm. direktør.
- Den grønne omstilling er kommet for at blive. Og vi skal have fundet ud af, hvordan vi overkommer det på den bedste måde. At være en del af de meget attraktive arbejdspladser ligger os også meget på sinde, og nu er vi i så stor en skala, at vi også kan tiltrække folk, der ligger inde med andre fagligheder, siger Jacob Christiansen.
Rådgivningsindsatsen inden for grøn omstilling skal øges, mens man dog holder fast i sit fundament, pointerer den adm. direktør.

Ny kundebase
Et tredje ben i en kommende strategi bliver fokus på at udvide forretningen mod andre typer kunder end landmænd. Et fokus, der blev sat i gang under den forrige direktørs ledelse.
Den traditionelle kundebase skrumper ind i takt med strukturudviklingen, og derfor giver det mening at kigge udover sektoren efter organisk vækst. Velas ejer 90 procent af revisionsselskabet Tjek, der rådgiver alt fra mindre selskaber til mellemstore butikskæder.
- Vi er sat i verden for at levere den bedst tænkelige rådgivning til landmændene. Men det at kunne bruge de kompetencer til at gavne andre, det ligger jo som en besnærende tanke for os alle sammen. Og det, synes jeg, er godt set, at man gik den vej, og jeg kunne godt tænke mig at dyrke det endnu mere for at hjælpe os alle sammen, og igen for at tiltrække de bedste kræfter. Hvis man kunne tænke sig at rådgive håndværkere eller andre som en del af sit virke, så giver det mening, for det er specialkompetencer, vi sælger, siger Jacob Christiansen.
Forretningsomstilling
Jacob Christiansen er blevet hentet til Velas fra en stilling som divisionsdirektør i Hedeselskabet og HedeDanmark, hvor han har stået i spidsen for en omstilling af forretningsenheden Grøn Service.
Forretningsenheden varetager pleje og vedligeholdelse af udendørs grønne arealer, hvor man ifølge Jacob Christiansen, ligesom i Velas, også med tiden blev udfordret mere og mere på at levere klimavenlige initiativer.
Omstillingen i Grøn Service bestod blandt andet af en organisatorisk omstilling, der skulle få organisationen tættere på de enkelte medarbejdere og kunderne. Her stod Jacob Christiansen netop for at gøre afdelingen til et mere attraktivt sted at arbejde, og det blev blandt andet løst ved at styrke mellemlederlaget, så der var kortere vej fra medarbejder til chef.
Med 2021-regnskabet kunne Velas præsentere sit hidtil bedste resultat. Rådgivningsselskabet kunne således præsentere et årsresultat på 15,1 millioner kroner, hvor resultatet året forinden lød på 13,9 millioner kroner.
90 procent af overskuddet udloddes samtidig til Velas’ omkring 4.000 medlemmer i ejerforeningerne bag.