Kartoffelmelsselskabet KMC har nu fået tilladelse til at opføre et 5.000 kvadratmeter stort innovationscenter i Brande. Et center, der skal hjælpe med at udbygge KMC’s rolle som en global sværvægter på sit område.
De danske kartoffelmelsproducenter Karup Kartoffelmelsfabrik og Andels-Kartoffelmelsfabrikken Danmark tager nu første spadeskridt til udbygningen af et nyt innovationscenter i sit salgs- og udviklingsselskab KMC.
Det oplyser KMC i en pressemeddelelse. Innovationscentret bliver 5.000 kvadratmeter stort og kommer til at ligge i midtjyske Brande. Her skal innovationscentret bringe stivelsesproducenten op i den øverste liga på globalt plan, fortæller selskabets adm. direktør, Jesper Burgaard.
- Innovationscentret er et skridt på vejen mod, at vi bliver verdens mest innovative leverandør af kartoffelbaserede ingredienser. Vi har i forvejen de mest moderne produktionsanlæg, og nu får vi også de mest moderne udviklingsfaciliteter, udtaler Jesper Burgaard.
Kartoffel-kooperativ fremtidssikrer forretningen
Innovationscentret har været på ønskelisten i flere år og skal kunne øge de muligheder, som KMC har i forbindelse med produktionen af kartoffelstivelse.
Ifølge KMC er markedet for kartoffelstivelse i vækst, og der er en øget efterspørgsel på specialistviden inden for kartofler og deres egenskaber.
- Vi har en rigtig stærk organisation, og vores interne vidensdeling gør os unikke i branchen. Vi ønsker at styrke dette aspekt endnu mere. Den plantebaserede dagsorden vinder hurtigt frem, og vi er meget fortrøstningsfulde på fremtiden. Vi har en forretningsmodel, der er baseret på kartoflen, og som kan levere morgendagens løsninger til vores kunder og klimaet, siger Jesper Burgaard.
KMC landede i sit 2021/22-regnskabet et resultat på 138 millioner kroner før skat. Et resultat, der var 21 millioner kroner lavere end året forinden. Omsætningen steg over 2,3 milliarder kroner i samme år.