800 medarbejdere på Danish Crown Sæby modtog torsdag morgen beskeden om, at slagteriet ville blive lukket på grund af faldende antal slagtegrise det seneste år. Danish Crown har kapacitet til at slagte langt flere grise, end der bliver leveret til koncernens slagterier, hvilket har ført til beslutningen om at lukke slagteriet. 

- Det er en katastrofe for de mennesker, det går udover, og jeg er ked af det på vegne af alle de medlemmer, der nu står uden job. Vi er klar til at gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe dem godt videre i andet arbejde eller i gang med uddannelse, siger Svend Erik Andersen, afdelingsformand for Fødevareforbundet NNF Nordjylland, skriver NNF på sin hjemmeside.

I september sidste år meddelte Danish Crown, at de ville afskedige 275 medarbejdere i Sæby på grund af et fald i antallet af slagtegrise. Selvom man formåede at begrænse antallet af afskedigelser til cirka 120, blev 50 slagteriarbejdere i Sæby i februar sendt på midlertidig arbejdsfordeling på grund af en dalende efterspørgsel fra det asiatiske marked.

Manglet grise i systemet

- Gennem det sidste halve år har der manglet grise i systemet, og det er blevet værre og værre for hver ny tælling, der er kommet. Det er rigtig ærgerligt, at landmændene ikke støtter op om deres egen andelsvirksomhed. Hver gang de sender grise ned over grænsen til slagtning, går Danish Crown og Danmark glip af både den yderligere forædling, tilvækst, og de arbejdspladser, som faget skal give. Landmændene burde i stedet støtte op om deres egen andelsforening og sende grisene til slagtning i Danmark, siger Svend Erik Andersen.

Danish Crown har meddelt, at nogle af de 800 opsagte medarbejdere i Sæby vil få tilbudt arbejde på et af koncernens andre slagterier. I løbet af det kommende halve år forventer koncernen desuden at ansætte op mod 450 nye medarbejdere på slagterierne i Horsens, Ringsted og Blans, som skal overtage en del af den produktion, der tidligere blev håndteret i Sæby.

Ifølge Svend Erik Andersen kan en del af de opsagte medarbejdere være flytbare, især udlændinge som pendler. Dog vil det ikke være en mulighed for alle, der allerede har etableret sig med familie, hus, skole og fritidsinteresser i Sæby og som derfor vil have langt til det nærmeste slagteri.

Business