Efter en tilbagegang i nettooverskuddet på 94,2 procent for første halvår 2023 gennemgår hollandske FrieslandCampina en ledelsesrokade og en ny virksomhedsstrategi.
Mejerivirksomheden FrieslandCampina skal blive bedre til at tjene penge.
Sådan lyder udmeldingen fra det hollandske andelsselskab tirsdag i en pressemeddelelse om en ny virksomhedsstrategi.
Strategien bliver annonceret i kølvandet på virksomhedens seneste halvårsrapport, der udviser et styrtdyk i selskabets nettooverskud på 94,2 procent målt mod første halvår 2022 (59,6 millioner kroner i 2023 mod godt en milliard kroner i 2022).
Ændringerne kommer blot to måneder efter, at Jan Derck van Karnebeek blev udnævnt som administrerende direktør den 1. juni 2023. Som led i omstruktureringen vil virksomheden blive opdelt i en række nye forretningsgrupper ledt af et »Executive Team«.
- Virksomhedens indtjeningsevne er under pres. Derfor vil vi i den kommende periode tage de nødvendige skridt til at forbedre lønsomheden. Det første skridt er at omforme vores topstruktur og annoncere de tilsvarende udnævnelser. Jeg er overbevist om, at med dette nye lederteam på plads, vil vi opfylde FrieslandCampinas formål om at give bedre ernæring til verden og en god tilværelse for vores landmænd – nu og i de kommende generationer, udtaler Jan Derck van Karnebeek.
- Virksomhedens indtjeningsevne er under pres
Jan Derck van Karnebeek, adm. direktør i FrieslandCampina
Direktion pr. 1. oktober |
|
Adm. direktør |
Jan Derck van Karnebeek |
Finansdirektør |
Hans Janssen |
Direktør for supply chain og R&D |
David Cutter |
Direktør for bæredygtighed |
Mireille Einwachter |
Direktør for HR |
Patricia Snel |
President Europa |
Dustin Woodward |
President Retail & Americas |
Tuncay Özgüner |
President Middle East, Pakistan & Africa |
Ali Khan |
President Asia |
Corine Tap |
President Professional and Trading |
Roger Loo |
President Ingredients |
Herman Ermens |
President Specialised Nutrition |
Harvey Uong |
Syv forretningsgrupper
Blandt årsagerne til det markante fald i overskuddet citerer mejerikoncernen et pres på særligt forbrugermærkerne på grund af »vedvarende inflation og lavere forbrugerkøbekraft«. Udfordringen ligger primært i det skuffende driftsresultat for forretningsgrupperne Food & Beverage og Trading.
Derfor er det ikke så overraskende, at virksomheden fra 1. januar 2024 vil opdele den nuværende Food & Beverage-forretningsgruppe i fem separate forretningsgrupper, hver med deres egne karakteristika: Europa; Detailhandel og Nord- og Sydamerika; Mellemøsten, Pakistan og Afrika; Asien; og »Professional«.
Opdelingen skal addressere den diversificerede karakter af forretningsporteføljen og de forskellige »go-to-market«-strategier, der kræves.
Forretningsgruppen »Professional« og forretningsenheden »Trading« vil begge komme under ledelse af én direktør. De nuværende forretningsgrupper »Ingredienser« og »Specialiseret Ernæring« forbliver uændrede.
Expedition 2030
De foreslåede udnævnelser til direktionen træder i kraft den 1. oktober, og implementeringen af en ny organisationsstruktur, herunder de syv forretningsgrupper, er planlagt til at påbegynde den 1. januar 2024. Roel van Neerbos forbliver medlem af Executive Team som President Food & Beverage indtil 1. november 2023.
Alle forslag til beslutninger afventer rådgivning fra det centrale samarbejdsudvalg. Mere klarhed om den skærpede strategiske retning for virksomheden, med navnet Expedition 2030, vil blive givet den 6. oktober 2023.
- FrieslandCampina er godt positioneret med sin rige historie, stærke omdømme, engagerede medarbejdere, meningsfulde formål og dybdegående mejerividen og ekspertise. Endvidere har FrieslandCampina en diversificeret forretnings-, produkt- og kundeportefølje, som gør det muligt at sprede sine risici godt og som følge heraf blandt andet tilbyder sine medlemsmælkeproducenter en førende mælkepris
Jan Derck van Karnebeek, adm. direktør i FrieslandCampina