Arla har landet en aftale med en unavngiven britisk detailkæde om salg af klimamælk, der skal give mejeriets andelshavere en merpris til at finansiere landmændenes grønne investeringer. Og flere aftaler er på vej. Det erfarer mediet Agriwatch på baggrund af samtaler med centrale folk i mejeriselskabet.
Ifølge mediets oplysninger blev de 179 folkevalgte mælkeproducenter på et møde i repræsentantskabet i sidste uge præsenteret for førnævnte aftale. Arla har ikke ønsket at udtale sig.
Det vides endnu ikke på hvilke vilkår, aftalerne er indgået, eller hvor meget mælk der i så fald skal leveres. England leverer en fjerdedel af Arlas omsætning, og det danske mejeri er den største spiller på det britiske marked, målt på indvejning af mælk.