Gravemaskiner graver ud til ny syntetisk brændstoffabrik

Rasmus Hvid Kærsgaard er ny direktør for Quantafuel Skive og ansvarlig for byggeriet.
-  Byggeriet bliver det første anlæg i Europa og vil blive Quantafuels referenceanlæg. Anlægget har en banebrydende pyrolyseteknik, som gør det muligt at omdanne 1 tons affaldsplast til omkring 800 liter syntetisk brændstof, fortæller han
Samtidig har Quantafuel lavet en langvarig aftale med det verdensomspændende firma Vitol, som vil aftage det syntetiske brændstof til opblanding i diesel og benzin.
Produktionen af syntetisk brændstof fra affaldsplast er en mere grøn produktionsform end normal dieselproduktion, og anlægget i GreenLab Skive vil kunne reducere CO2-udledningen med op til 66 procent i produktionsleddet ift. en traditionel dieselproduktion. Ligeledes er der en miljøfordel ved at bruge affaldsplast, som ellers skulle til forbrænding.
-  Vi er utrolig glade for placeringen i GreenLab Skive, hvor vi får gavn af de forskellige overskudsstrømme i området, ligesom vores overskudsressourcer kan blive anvendt af andre virksomheder. Det betyder meget for os, da vi arbejder meget målrettet med den grønne omstilling, siger Rasmus Hvid Kærsgaard fra Quantafuel Skive.
Det er entreprenørfirmaet Ginnerup A/S, som har totalentreprisen og står for opførelsen af byggeriet. Byggeriet forventes færdigt i efteråret 2018. Efterfølgende kommer der en test- og indkøringsfase, inden produktionen går i gang

Læs også