Højere syreresistens og slidstyrke er blot nogle af fordelene ved den nye type gulvbelægning, der nu også er blandt de produkter, som Schmidt Coating anvender hos deres kunder.
Slagtesvinestaldens ni sektioner à 36 kvadratmeter har netop fået ny gulvbelægning hos Jens Henrik Andersen ved Bogense.
- Der var problemer med revner i overfladen af gulvet. Jens Henrik Andersen har derfor siden i sommer valgt en løbende renovering af staldens sektioner i takt med at stierne var tomme for grise, fortæller Thomas Schmidt, der er indehaver af Schmidt Coating, og som har stået for overfladebehandlingen af de godt 1.000 kvadratmeter i staldanlægget.
Ny stærk belægning
Et nyt produkt »Procrete RT«, der er et tre-komponent PU/cementbelægning, er netop kommet på markedet, og Thomas Schmidt fandt det oplagt at anvende det i stalden hos Jens Henrik Andersen.
- Procrete er god til at trække ned i revner, den har en langt højere syrefasthed og slidstyrke end andre typer epoxy, og så kræver overfladen ikke yderligere behandling, når først det er lagt ud, forklarer Thomas Schmidt om produktet, der kan anvendes i alle typer stalde og industri.
Den nye belægningstype har også en meget lang levetid. Det har Thomas Schmidt allerede erfaringer med, på trods af, at der er tale om et nyt produkt.
- Jeg har en kunde, der fik et lignende produkt lagt ud for 12 år siden. Det er imidlertid blevet lidt for glat nu, men overfladen holder stadig, påpeger han, og fortæller, at det også er en type belægning, der anvendes en del i fødevareindustrien, hvor varme- og syrefasthed er afgørende.
En 3 mm belægning tåler op til 100 graders varmepåvirkning, hvor epoxy, ifølge Thomas Schmidt, kun tåler op til 40 grader.
Professionelt håndelag
I slagtesvinestalden er gulvet blot slebet ned og støvsuget, inden den nye belægning er lagt ud. Det lyder nemt, men Thomas Schmidt gør det klart, at Procrete kræver professionel udførsel, hvis resultatet skal ende godt. Tidsrammen er nemlig umådelig knap.
- Der går kun 10-15 minutter, fra du har blandet de tre komponenter, til materialet er hærdet. Derfor kræver det omgående og præcis påføring, understreger Thomas Schmidt, der tilføjer, at iblandingen af cement betyder, at produktet bliver så stærkt, at det kræver hammer og mejsel, hvis det skal fjernes igen.
Men produktets slidstyrke er allerede efterspurgt, og de næste opgaver med lige netop denne belægning er allerede booket ind i kalenderen.
- Produktet er lidt dyrere end almindelig flydemørtel, men den langt højere slidstyrke er at foretrække, hvor der er mulighed for det. Og dyrene kan komme i stierne dagen efter arbejdes udførsel.
Jens Henrik Andersen har også allerede nået at have grise igennem de første sektioner, der blev renoveret i sommer, og han påpeger, at belægningen fortsat ser ud som nyt efter den første vask.
Noteringsstigningen giver travlhed
Med god hjælp fra to kolleger, der fast er hyret ind, har Thomas Schmidt opgaver i hele landet, og i øjeblikket har de rigtig mange renoveringsopgaver.
- Da jeg startede op for ti år siden, var det endnu krisetid i landbruget, så der var det lidt hårdt i starten. Det er dog en service, der er nødvendigt at få udført som en del af den løbende renovering i staldene.
- Jeg har rigtig mange faste kunder, der løbende får renoveret eksisterende stalde. I øjeblikket er der desuden en del opgaver i stalde, der er købt op eller lejet ind, fortæller Thomas Schmidt.
Selv er han opvokset på et landbrug med svineproduktion ved Christiansfeld og har også selv haft sohold i opformering frem til 2006. Herefter fulgte fire år med salg af staldinventar, inden han fandt den nuværende hylde med opgaver indenfor epoxy, mørtler, betonforsegler og cementmaling til væg og gulv.
- I de seneste 10 år har jeg kørt som selvstændig med overfladebehandling, og i de seneste tre år med et samarbejde med Brdr. Ewers, fortæller Thomas Schmidt, inden han skal videre med arbejdet.