DLG-bygning kan købes for 30 millioner

Odense-kontoret sat til salg, og senest til juni næste år vil de fynske medarbejdere have plads i det nye DLG-domicil ved Den Nye Lillebæltsbro. Dog håber Lars Thorø, at de fynske sælgere fortsat vil kunne få plads hos bygningens nye ejere.

Med samlingen i det nye DLG-hovedsæde ved Fredericia næste år, er kontorbygningen på Hvidkærvej ved Den Fynske Motorvej sat til salg.
Med samlingen i det nye DLG-hovedsæde ved Fredericia næste år, er kontorbygningen på Hvidkærvej ved Den Fynske Motorvej sat til salg.

Gravemaskinerne er i fuld gang på den første mark til højre på den jyske side af Den Nye Lillebæltsbro. Her kommer DLG’s afløsning for Axelborg til at ligge.

Til gengæld er der nu sat et salgsskilt op ud for DLG’s hovedkontor ud til Den Fynske Motorvej i Odense. Pris: 30 millioner kroner for bygningen, der aktuelt huser 11 eksterne lejemål, og hvor der i alt er næsten 150 kontorpladser.

Planen er nemlig, at samtlige fynske DLG-medarbejdere får plads i det nye kontorhus, der tages i brug i juni måned næste år, og hvor der her bliver plads til 300 medarbejdere. Medarbejdere, som dels kommer fra Axelborg, dels fra de nærliggende regionskontorer i henholdsvis Syd- og Sønderjylland, Østjylland og Fyn, samt fra Vilofoss i Gråsten.

Fortsat sælgere på Fyn

Den fynske afdelingsdirektør Lars Thorø fortæller, at omkring 15 af driftsledelsen og administrationen allerede er flyttet fra Hvidkærvej i Odense til foreløbige, lejede lokaler i Fredericia by.

De resterende flytter løbende, frem til indvielsen af det nye hovedsæde i juni næste år.

- Dog håber vi, at der fortsat kan blive lokaler på Hvidkærvej til de fynske sælgere, som her kan mødes og køre ud herfra til de fynske kunder, nævner Lars Thorø.

Han oplyser, at der siden bygningen blev sat til salg i november, har været flere henvendelser, men at der aktuelt ikke er forhandlinger med eventuelle købere.

Afvikler på havnene

Med hensyn til faciliteterne på Odense Havn er den gamle administration og siloanlægget på den såkaldte FAF-ø under afvikling, mens det store kornanlæg med plads til 50.000 tons fortsætter uændret til oplagring og udskibning af primært højværdiafgrøder som brødhvede og raps, og som gødningslager.

På havnen i Svendborg er afhændet to siloer, og derfor kan det på Fyn komme til at knibe med plads til den forhåbentlig anderledes større høst, som med det store vintersædsareal og nuværende flotte afgrøder, venter i år.

- Der er ingen planer om udvidelser på Fyn, men til gengæld er lagerkapaciteten øget i Fredericia, hvor der er adgang for de allerstørste skibe. Derfor vil vi se mere fynsk korn sendt direkte derover, og på den måde skal det kun flyttes en gang inden eksport, påpeger DLG-direktøren.

Fredericia bliver centrum
I det hele taget bliver Fredericia meget centralt for DLG. Både på grund af havnefaciliteterne og med det nye hovedsæde. Men også fordi et nyt centralt varelager er undervejs i Taulov.

- Dette centrale anlæg vil gøre, at vi kan nedlægge flere lagre rundt i landet, og samtidig yderligere øge kundeservicen, påpegede koncernchef Kristian Hundebøll ved regnskabsmødet i Odense i sidste uge.

Her nævnte han, at samlingen i Fredericia giver store besparelser.

- Vort kommende hovedkontor i Fredericia gør det fremadrettet 50 millioner kroner billigere at drive DLG, og dertil kommer en ny vareterminal med måske 10-20 millioner, fremhævede han.

Til gengæld betegnede han det som et chok, at kommunalpolitikerne i Kolding vil have erhvervsaktiviteterne væk fra havnen.
- Her havde vi netop lagt et æg for en sikker havn, efter at blandt andet anlægget i Svendborg blev nedlagt, sagde Kristian Hundebøll.

 

Læs også

Storsælger og udvider: - En dag vil alle måske have en vaskerobot
Så er der igen varer på hylderne
Gamle bygninger kræver vedligehold
Erfaringer med par- og gruppevis opstaldning af kalvene
Nyt projekt: Herregårde skal give liv til landdistrikter
Realdania By & Byg køber velbevaret fynsk bindingsværksgård