32-årig bygger lille raffinaderi med eget græs: - Politisk opbakning har givet mig tro på tingene!

Uanset i hvilken retning man forlader Keygaarden, ruller bilen ned ad bakke.

Bedriften sydøst for Skals lidt udenfor Viborg befinder sig på en bakketop, mens de tilhørende arealer omkranset af to åer og en fjord dårligt kan kaldes andet end lavbundsarealer.

Det er derfor, den 32-årige gårdejer Torben Kristiansen – der i det daglige også ernærer sig som maskinmester – har set lyset i græs fremfor korn og nu kaster både tid, penge, kræfter og masser af engagement i et eventyr omhandlende grøn bioraffinering.

Arealer bør anvendes bedst muligt

- Det her er min måde at hæve udbyttet på ejendomsniveau. Det er vel i bund og grund det, landmandskab handler om: At anvende de enkelte arealer bedst muligt med respekt for de konkrete omgivelser, som han formulerer det.

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at det at så, pleje og høste sine afgrøder er noget af det, der driver værket i det her erhverv. Og at det derfor kan virke lidt grænseoverskridende at droppe kornet til fordel for græs. Men vi landmænd bør jo dyrke fødevarer eller plante skov, eller hvad der nu er indlysende for den enkelte bedrift. Her har jeg nogle områder, der – uanset om jeg vil det eller ej – bliver vådområder over tid. Med bakkede marker, skiftende bonitet og generelt meget lavbund er radrensning ikke altid nemt, og vi har generelt ikke det samme bytteforhold på tilført kvælstof i forhold til andre områder af landet. Og så kan jeg jo lige så godt bidrage med noget andet, der er oplagt for min virksomhed, tilføjer landmanden.

Derfor blev han økolog

Torben Kristiansen er forlovet med fysioterapeuten Line. Parret har Alfred på to år og Emil på tre måneder. Landmanden overtog barndomshjemmet (i øvrigt ikke langt fra tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens fødegård) tilbage i 2018 på et tidspunkt, da de oprindelige malkekøer på Keygaarden for længst var sat ud.

Det første – meget tørre – år blev noget af en ilddåb for den unge landmand. Som allerede året derpå erfarede, at selv med et normalt vejr var det vanskeligt at få en god økonomi i traditionel planteavl på engarealer op og ned ad Skals Å, Simested Å samt Limfjords-grenen Hjarbæk Fjord.

End ikke opkøb af nye, lokale arealer, så det samlede antal hektar steg fra 80 til knap et par hundrede stykker, var nok til for alvor at gøre byggen, havren og rugen til en god forretning. Udsigten til øget offentligt tilskud og færre omkostninger til eksempelvis gødning og pesticider fik derfor Torben Kristiansen til at omlægge bedriften til økologi.

Konklusion: Projektet er levedygtigt

Nu er bioraffinering blevet den helt store satsning på bedriften på Kærvej.

Keygaarden har fået EU-støtte til første trin i form af en modningsrapport – der med udgangspunkt i en række analyser og afklaringer vedrørende økonomiske aspekter og markedspotentiale fastslår, at projektet er rentabelt.

De konklusioner har givet gårdejeren endnu mere blod på tanden. Trin to i form af etableringsstøtte er der nu også søgt om, så det kommende anlæg i en gammel foderstofbygning på den anden side af Skals bliver i stand til at udskille proteinet fra græssets væske.

- Anlægget stilles op hen over vinteren, og så er vi køreklar i næste sæson, fortæller Torben Kristiansen.

- Det bliver fantastisk at optimere og endda fremtidssikre bedriften her. For det synes jeg, at jeg gør ved at kigge ind i det her bioraffineringsprojekt. Hvad skulle jeg egentlig ellers bruge det græs til, spørger han med et smil.

Sammensmeltning af maskinmester og landmand

Torben Kristiansens fuldtidsarbejde er koncentreret om offshore-vindmøller, og selv om græsprotein til dyrefoder er en ganske anden branche, kan han godt se lighederne:

- Mit maskinmester-gen tænder da på alt det tekniske og på at trimme min virksomhed på gården, så den bliver mere levedygtig. Hvor mange andre sikkert tænker over, hvor stort noget kan blive, har jeg set en udfordring i at skalere det hele lidt ned og kigge på, hvor lille det egentlig kan blive. Altså skabe en forretning, der inkluderer blot 200 hektar. Kunne det være en case, spurgte jeg mig selv. Ja, jeg tror på, at det her er bæredygtigt, både miljø- og klimamæssigt, men også finansielt, siger han.

- Som planteavler har der selvfølgelig været travle perioder, men så sandelig også langvarige, stille perioder. Så det er fint med et fast job ved siden af. Nu er bioraffinering en oplagt måde at få maskinmester- og landmandslivet til at smelte sammen, tilføjer Skals-gårdejeren.

Glad for politisk opbakning

Mange landmænd bander og svovler over tidens politikeres tiltag på miljø- og fødevareområdet. Men for Torben Kristiansen har der også været positive islæt i de seneste års initiativer:

- De nyeste landbrugsaftaler indgået på Christiansborg har givet mig ny tillid til især to ting: Økologi og græsprotein. Med sådanne to hænder i ryggen turde jeg gå ad netop de veje. Den politiske opbakning har givet mig tro på tilværelsen, lyder det.

To grønne lys og et enkelt rødt

I alt tre projekter har netop været gennem det såkaldte projektmodningsforløb, hvor de har fået en pose penge af EU til at finde ud af, om deres idé er levedygtig.

Ligesom Projekt Grøn Bioraffinering – Skals viste sig at være et gangbart projekt, er der nu også givet grønt lys for at arbejde videre med Projekt Bioraffinering til foder i GreenLab Skive. Til gengæld viste projektet Green Protein Sindal sig ikke at være levedygtigt, viser Landbrugsstyrelsens opgørelse.

Udover EU-penge er Torben Kristiansens projekt også støttet af LAG-midler, der fremmer vækst og etablering af nye arbejdspladser i landdistrikterne.

- Man kan ikke skabe grøn bioraffinering uden offentlig støtte fra blandt andet EU. For mig er det biogas om igen: Disse små anlæg er nødt til at have tilskud i ryggen, hvilket giver troen på, at det kan betale sig at kaste sig ud i det. På dette stadie er det umuligt at løfte sådan noget uden EU-midler. Ellers bliver det aldrig løbet i gang, siger han.

Mange perspektiver

Fremtidsperspektiverne for grøn bioraffinering rækker i øvrigt længere end bare grise- og kyllingefoder:

- Mulighederne er nærmest ubegrænsede. Selve proteindelen handler jo også om at fortrænge soja, hvilket helt sikkert kan give nogle pluspoints i en for landmændenes vedkommende altid kritisk omverden. Men vi ved jo også, at græsfibre kan bruges i byggebranchen og eksempelvis erstatte plastik i diverse støbninger samt bomuld i tekstilbranchen, siger Torben Kristiansen – en lavbundslandmand, som mener at have fundet sin niche.