Nykredit tager EU’s landbrugsreform med sindsro

Landbruget har råd til landbrugsreformen, siger landbrugsdirektør Poul Erik Jørgensen.

Nykredit tager udsigterne til EU’s kommende landbrugsreform med samme sindighed, som kreditforeningens landbrugsdirektør, Poul Erik Jørgensen, er jysk i mælet.

Landbruget og Folketingets borgerlige oppositionspartier har ellers igennem et par år advaret oppe i de høje stemmelejer om alvorlige forringelser af landmændenes økonomi som følge af grønne krav om klima og miljø. Imens har regeringens støttepartier og grønne organisationer fremsat reduktionskrav til landbrugsproduktionen, især for kød.

Landbrugsdirektøren siger om det, der foreløbig tegner sig for landbrugspolitikkens rammer for landbrugets fremtidige erhvervsvilkår:

- Det her ligger inden for, hvad landbruget før har kunnet omfavne af forandringer. Så vi har ikke et billede af, at det her fuldstændigt skulle kunne ændre grundlaget for landbruget og for vores landbrugsfinansiering.

Således har udsigten til skrappere reguleringskrav og til et fald i den direkte indkomststøtte (»grundbetalingen/hektarstøtten« red.) til hver enkelt landmand ikke foranlediget Nykredit til at skærpe kreditvurderingen i forbindelse med lån til realkredit og kassekredit. Og da slet ikke til at overveje helt at stoppe kreditgivning til landbruget af frygt for, at erhvervets indtjeningsevne skal blive helt undermineret af EU’s nye landbrugspolitik.

Ingen skrappere kreditregler

- Jeg tror ikke, at vi foreløbig får et eller andet på bordet, som gør, at vi ikke kan fortsætte med at udstede lån og kreditter.

- Vi forudser ikke, at der lige pludseligt kommer voldsomme opbremsninger. Vi venter, at det vil være sådan, at de fleste landmænd vil kunne tage ændringerne med ind i deres nuværende drift. Men nogle vil tabe lidt penge på det, mens andre vil få lidt flere penge ud af det, siger Poul Erik Jørgensen, som også er formand for Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomisk Instituts (IFRO) rådgivende udvalg.

Nej, Nykredit har end ikke taget forholdsregler for, at CAP-reformen skal give anledning til helt nye og skrappere retningslinjer for kreditvurdering over for landmænd, når reformen efter planen er trådt i kraft fra 2023.

- Der er ikke noget, vi har operationaliseret på nuværende tidspunkt. Vi har jo den situation, at den nye landbrugspolitik ikke er fastlagt endeligt. Så vi kan ikke sige, hvordan vi vil handle på noget, som vi ikke rigtigt kender endnu, siger landbrugsdirektøren.

Han lader forstå, at Nykredit vil ikke blande sig i den politiske debat om, hvordan støttemidlerne bør fordeles fremover i den nationale udmøntning af EU’s overordnede rammer for CAP’en.

Har udvikling som tilgang

- Den store ændring kan være i Danmark, at man øger muligheden for at overføre beløb fra den direkte landbrugsstøtte (CAP’ens Søjle I, red.) over til mere generelle formål (Søjle II, red.), som ganske vist er rettet mod landbrug, men mere mod klima og bæredygtighedsformål.

- Regeringen har sagt, at landbruget ikke skal afvikles, men udvikles, og at der bevares nogle arbejdspladser. Det er også vores tilgang.

Selv tilslutter kreditforeningen sig i sin grundlæggende forretningsstrategi både FN’s og EU’s målsætninger om, at også landbruget skal gå ind i en mere bæredygtig udvikling.

- Vi har en opgave i som finansieringskilde at få den her dagsorden om bæredygtighed ind under huden og bidrage til den, siger Poul Erik Jørgensen.

Bæredygtighed ingen større revolution

Således tilbyder Nykredit for eksempel en prisbillig, såkaldt Grøn Maskinleasing i form af leasingaftaler eller lån, som Nykredit-kunder kan få billigt, svarende til nul procent i rente og uden at skulle betale etableringsgebyr. Seges har været med til at udarbejde kriterierne for, hvad der kan betragtes som grønne teknologier, som Nykredit vil favorisere på den måde.

Nykredit betragter som en opgave også for hver enkelt landmand at få bæredygtighed ind under huden og ride med på den grønne omstilling.

- Generelt set har vi jo i Danmark i forvejen en bæredygtighedsdagsorden i landbruget, som landbruget også selv har taget del i. Og – tænker jeg – hvis der skal være en opbakning fra omgivelserne til, at der er landbrugsstøtte i EU med nogle udbetalinger til landbruget, så er der nok også en forventning til, at landbruget udvikler sin bæredygtighed yderligere.

Poul Erik Jørgensen ser ikke den store revolution i, at bæredygtighed er blevet sådan et mantra.

- I gamle dage hed det godt landmandskab og godt naboskab. Nu har vi fået nogle nye ord. Mange af dem dækker over godt landmandskab. Almindelig ansvarlighed og ordentlighed. Det er ikke lige fuldstændig det samme som bæredygtighed. Men det bevæger sig i en retning, hvor det får større vægt på grund af det nye fokus.

Også konventionelt kan være bæredygtigt

- Det har vel altid været sådan, at man ikke sprøjtede lige ind over naboens hegn, og at man ikke nødvendigvis pløjede totalt ud til kanten af skellet og så videre. Så i mange år har der været elementer af det samme.

Det er så ikke sådan, at Nykredit har forkærlighed for den ene eller anden driftsmetode.

- Hovedparten af produktionen er jo konventionel. Men vi vil også gerne støtte den økologiske produktion, fordi der jo er en efterspørgsel og nogle producenter, som tjener penge på det. Vi har ikke en definition af bæredygtighed, der siger, at det skal være økologisk. Bæredygtighed er også økologi, formentlig, men der er også mange ting, der taler for, at konventionelt landbrug kan være klimabæredygtigt.

- Vi vil gerne finansiere både konventionel og økologisk produktion. Vi har ikke nogen holdning om, at det ene er mere rigtigt end det andet. Vi synes, at begge dele er rigtige.

Ligesom også FN opererer Nykredit med bæredygtighed som et begreb, der omfatter de grønne elementer såvel som social og økonomisk bæredygtighed.

Er ikke et frit valg

- En af de ting, der indgår i bæredygtighed, er, at man får mere ud af mindre. Flere penge ud af det, man producerer, så der spildes så lidt som muligt og genbruges i det omfang, man kan. Og landbruget er et erhverv, hvor man genbruger alle ting. Så Danmark har brug for, at landbruget har succes. Og det vil Nykredit gerne være en del af.

- Det at tjene penge er en forudsætning for at kunne gøre de andre ting. Den her omstilling kan ikke lade sig gøre, uden at det kombineres med, at landmændene kan tjene nogle penge. Jeg tror også, at der er en betydelig sammenhæng mellem at have godt styr på bæredygtighed og at have godt styr på sin økonomi, siger landbrugsdirektøren.

For ham at se er den grønne omlægning ikke kun et spørgsmål for landmanden om at vælge at gribe en mulighed for at udvide sit forretningsgrundlag. Det er en nødvendighed at gå ind i, siger landbrugsdirektøren. Og det er der også opmærksomhed på i erhvervet:

- Vi tror på, at landbruget kan lave de tilpasninger, som er nødvendige. Og vi tror også på, at de fleste er med på det. Det er ikke et helt frit valg. For der opstår et problem omkring landmandens produktion, hvis han kommer til at stå helt alene uden at være kommet med på toget.

Poul Erik Jørgensen om bæredygtighed:

Kigger I på, om landmanden nu også kan levere på bæredygtighed, når I laver en kreditvurdering af ham?

-Det meget hurtige svar er ja. Nykredit er også på en rejse her, hvor vi skal blive dygtigere, og hvor vi er begyndt at uddanne vores medarbejdere i bæredygtighed. Vi har i en periode prøvet at forholde os til, om her er nogle elementer i kreditvurderingen, som fungerer eller måske har behov for at blive udviklet.

Nogle i landbruget ser det som en trussel for landbruget at skulle leve op til skrappere krav om klima, miljø, natur og dyrevelfærd. Hvordan ser Nykredit på det?

- Jeg tror, at myndighederne vil betragte det som en trussel, hvis sådan nogle som Nykredit overser, at bæredygtighed er vigtigt, når man sælger sine produkter,

- Hvis man forholder sig til bæredygtighed som noget, man ikke vil forholde sig til, så løber man den største risiko. Det betyder ikke, at kan skal kaste sig ud i alt muligt. Men Nykredit skal være en del af det. Og landmændene vil have et problem, hvis de ikke melder sig ind i, at vil deltage i det her.

Hvilken interesse har Nykredit i at yde sin favorable ordning for grøn maskinfinansiering?

- Vi vil gerne fremme det at tage fornuftige valg og lave fornuftige investeringer. Og vi har også et billede af, at det er det, der bedst støtter den langsigtede forretninger for Nykredit. Hele finanssektoren er nødt til at forholde sig til, at der er et finansieringsbehov for hele den bæredygtige udvikling. Og det skal Nykredit tage på sig som et ansvar og prøve at deltage i.

Citater fra Nykredits Rapport om samfundsansvar 2020:

● »Som den største långiver til landbruget støtter Nykredit op om landbrugserhvervets egen ambitiøse målsætning om CO2-neutralitet i 2050 ved at gøre det nemmere og mere attraktivt for flere landmænd at bidrage til et grønnere Danmark. Landbrugets og fødevareklyngens betydning for landdistrikterne og samfundsøkonomien er også vigtige tilskyndelser for Nykredits involvering i erhvervet.«

● »Vi lægger vægt på og forventer, at den enkelte landmand er bevidst om både klimapåvirkning og andre bæredygtighedselementer i bedriften, såsom biodiversitet, miljø og arbejdsforhold, samt at landbrugskunderne etablerer klare planer og målepunkter for den videre udvikling.«

Læs også