EU-forhandlinger kan påvirke salget hos leverandører til landbruget

Nye EU krav til landmændene smitter også af på de virksomheder, der skal forsøge at sælge til dem.

Et mindre brændstofforbrug og færre sprøjtemidler. Det er nogle af de grønne resultater, som Farmdroid prøver at sælge sig på. Og det er jo efterhånden ikke sjældent set blandt leverandører til landbruget, at det klima- eller miljøvenlige tiltag, de forsøger at slå sig op på.

Og derfor betyder det også meget for mange af disse virksomheder, hvilke krav og støtteordninger landets og EU's politikere finder frem til. Det kan ganske enkelt være det afgørende for, hvor stor efterspørgslen kommer til at være.

Og når de danske politikere i øjeblikket skal finde ud af, hvordan man vil have danske landbrug til at leve op til de nye EU-krav, der kommer med den nye reform af landbrugsstøtten, så er der altså god grund til at følge med som virksomhedsejer rundt om i Danmark.

For det er ikke uvæsentligt om ens eget produkt måske kan hjælpe landmændene med at leve op til nye krav og regler.

- Det er naturligvis noget, vi følger med i, for det er jo væsentligt at vide, hvilke muligheder der opstår alt efter hvilke veje de politiske vindeblæser, fortæller Rene Jørgensen, der er CEO i virksomheden Farmdroid, der producerer robotter, der kan så og renholde marker med energi fra solceller.

Kan ikke lave lobbyarbejde

Det er stadig en forholdsvist lille virksomhed med omkring 30 ansatte, og derfor er det heller ikke fordi, de har kastet sig ind i et større lobbyarbejde. Man må derfor gøre brug af de muligheder, der er omkring én

- Vi holder os oplyst gennem interesseorganisationer som for eksempel Dansk Agroindustri, så vi ikke går glip af en pulje, vi måske ville passe i. Men der er også grænser for, hvor meget vi selv kan lægge i det, når vi primært skal sørge for, at vores eget produkt er i orden.

Han kan dog godt mærke, at det kan betale sig for de virksomheder, der har kræfterne til at kæmpe sig ind de rigtige steder. Især når man er en lille virksomhed fra Vejen, der gerne vil ud i verden.

- Når vi for eksempel forsøger at slå igennem i Tyskland, så kan vi godt se, at der er nogle puljer, hvor det er svært at få sit navn inkluderet. Det er i høj grad de store, tyske producenter, der står på listerne og det kan godt være en svær kamp at vinde, siger René Jannick Jørgensen.

Nye krav til støtte

Ud over muligheden for støtteordninger er man som virksomhed omkring landbruget selvfølgelig også påvirket af de krav til miljø- og klimapåvirkning som løbende dukker op, og som i særdeleshed er relevante i øjeblikket, hvor der på Christiansborg forhandles om et klimaforlig på landbrugsområdet.

Det skal blandt andet forhandles på plads, hvilke grønne krav, der skal være til at kunne modtage hele sin arealstøtte fra EU. Fremover vil 20 procent af den direkte landbrugsstøtte således blive betinget af, at man som landbrug igangsætter nogle miljø- eller klimavenlige initiativer.

Men præcist hvordan disse initiativer skal strikkes sammen, og hvilke typer forbedringer, der skal kunne give adgang til støttekronerne, er altså ikke afgjort. Det skal besluttes af de danske politikere hen over efteråret.

- Det er klart, at det kan forbedre incitamenterne til at købe et produkt som vores, når der kommer strengere krav, men det kommer jo an på, hvordan det liver sat sammen og hvilke områder, der bliver prioriteret, siger Rene Jannick Jørgensen.

Krav kan ændre businesscase

Hans produkt kan ud over reducerede mandetimer slå sig op på at kunne reducere mængden af sprøjtemidler, da robotten renholder marker ved hjælp af et gps-system, der ved, hvor planter er placeret i marken.

- Som udgangspunkt er det stadig det beløb, der står på bundlinjen, der interesserer vores kunder mest, når de skal lave en investering som vores robot. Men når kravene bliver hævet inden for brug af sprøjtemidler, så kan det jo være med til at øge efterspørgslen, siger direktøren.

At der snart kommer en ny reform, der ændrer reglerne for landbrugsstøtte, er således noget, man er bevidste om i branchen.

- Det er klart, at vi ved, at landbrugsstøtten påvirker vores potentielle kunders økonomi, så når der kommer store ændringer, kan det også komme til at påvirke os. Men vi må også sige, at det trods alt er kompliceret stof, så det handler meget om at finde ud af, hvad det får af betydning for os, når der er noget på plads. For vi kan ikke holde øje med, hvad der eventuelt kan ske hele vejen, siger René Jannick Jørgensen.

- Så vores fokus er på, at vi som virksomhed skal kunne øge salget af egen kraft. Vi går ikke og satser på, at der kommer de rigtige love eller støttepuljer. Det er trods alt vigtigere, at vi har styr på vores eget produkt og vores egen businesscase. Politikerne kan selvfølgelig påvirke, hvordan casen er for landmændene, når de skal investere, så på den måde, er det jo vigtigt for os, hvad der sker. Det er bare begrænset, hvor meget vi selv kan gøre ved det, siger René Jannick Jørgensen.

Læs også