Regeringen indfører lønkompensation - men kun til store virksomheder.
Regeringen og arbejdsmarkedes parter har offentliggjort en aftale, der betyder, at virksomheder, der er ramt af coronavirus, kan få lønkompensation mod ikke at fyre medarbejdere. Ordningen kommer til at koste statskassen op mod 4 millarder kroner.

Statsminister Mette Frederiksen præsenterede søndag en plan, der skal forhinde et tab af flere tusind danske arbejdspladser. Arkivfoto
Søndag ved middagstid annoncerede statsminister Mette Frederiksen, at en aftale mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter var faldet på plads.
Ordningen betyder, at virksomheder, der er ramt af coronavirus, kan få lønkompensation på 75 procent pr. ansat, man påtænker at sende hjem, mod at virksomheden ikke afskediger medarbejderen. Ordningen er midlertidig og løber frem til juni måned.
- Vores opgave er stadig at passe på de mest udsatte i forbindelse med udbredelsen af corona, og vi skal gøre alt hvad vi kan for at dæmpe smitten. Men vi skal også gøre alt hvad vi kan for at holde hånden under dansk økonomi, siger Mette Frederiksen, og fortsætter:
- Hvis der er nogle virksomheder, der føler et behov for at sende deres medarbejdere hjem, kan vi godt forstå det. Men lad være med at fyre dem. Derfor sætter vi det her i søen.
Aftalen er blevet forhandlet på plads mellem regeringen, DA og lønmodtagerforeningen FH, og den omfatter virksomheder, der har mulighed for at sende 50 ansatte hjem. Til gengæld er der ikke lavet nogen plan, der dækker små og mellemstore virksomheder. Og det undrer vicedirektør i SMVdanmark, Jakob Brandt.
- Det er rigtig godt, at staten nu tager hovedparten af udgifterne til de privatansattes løn på sig. Det betyder, at mange lønmodtagere i princippet kan bevare deres job, men det hjælper jo ikke meget, hvis selve virksomheden, de er ansat i, ikke overlever, siger Jakob Brandt.
- Problemet er, at mange selvstændige ikke er ansat i et selskab. De har et personligt ejet selskab. De er ejerledere. Det er ikke som direktøren i Danske Bank eller andre store virksomheder, der er etableret som selskaber og dermed har ansat deres direktører. Med den her aftale får selskabers direktører nu 75 pct. af deres løn dækket, mens der ingen lønkompensation er til ejerlederne. Dem overser man fuldstændig i den her hjælpepakke til erhvervslivet, siger han.
Statsministeren har dog også en plan for de mindre virksomheder, fortalte hun på søndagens pressemøde.
- Vi har den plan, at det er det næste arbejde, vi går i gang med. Vi ved alle, at rigtig mange virksomheder er små virksomheder, og arbejdet med at sikre dem, er nu gået igang.