Behov for mere digitalisering
Digitalisering er en central del af mange danskeres liv, men ny redegørelse for Danmarks digitale vækst viser, at der fortsat er behov for at skubbe på den digitale omstilling.

Danmark er et af de mest digitaliserede lande i verden. Og den førerposition skal vi bevare i takt med at de internationale markeder bliver mere og mere digitale. Derfor skal vi skrue op for den digitale innovation. Det viser en ny redegørelse for Danmarks Digitale vækst, som Erhvervsministeriet har lavet.
Redegørelsen ser på flere faktorer, som spiller ind i Danmarks samlede digitale udgangspunkt bl.a. virksomheders brug af robotter, e-eksport og grøn omstilling via digitale løsninger.
Redegørelsen fremhæver blandt andet at den stigende indflydelse fra de nye digitale platforme medfører behovet for et øget fokus for at sikre borgernes rettigheder.
Tallene i redegørelsen understreger Danmarks gode digitale udgangspunkt, men viser også, at der stadig er plads til endnu flere digitale løsninger i dansk erhvervsliv.
Regeringen præsenterede i starten af maj en national digitaliseringsstrategi for Danmark. I strategien er der lagt op til, at der investeres over to milliarder kroner i det digitale samfund.