Forskere vil arbejde sammen om avanceret robot-intelligens til landbruget
Et internationalt team bestående af fem universiteter og tre førende industrivirksomheder vil transformere sundheds-, fødevare- og landbrugsteknologi via kunstig intelligens til brug i moderne og fremtidige robotter.

Her ses Agrointelli Robotti som en selvkørende autonom enhed under roedyrkning. Foto: Bo JM Secher.
Den danske udviklingsvirksomhed Agrointelli samt Institut for Ingeniørvidenskab, Aarhus Universitet, har sammen med et internationalt team af forskere og virksomheder startet et projekt op, der har til formål at gøre moderne robotter, der benyttes i bl.a. sundheds-, fødevare- og landbrugssektoren, langt klogere end de er i dag.
Teamet vil designe, udvikle og optræne kernefunktioner i et slags »aktivt kunstigt opfattelsessystem« for robotter, der langt overgår moderne computervisions-teknologi. Det skal gøre det muligt for robotter at udføre langt mere komplekse opgaver i fremtiden.
Projektet går under navnet Open Deep Learning Toolkit for Robotics (OpenDR), og målet er at udvikle en »all-round« kunstig intelligens, der giver robotter avancerede kognitions- og opfattelsesfunktioner.
- Projektet vil gøre det muligt at forbedre robotters autonomi betragteligt ved at benytte effektive deep learning-teknikker til robotter med begrænset regnekraft. På den måde kan den nye kunstige intelligens bruges på robotter, der allerede eksisterer i dag, og som allerede benyttes i mange forskellige brancher, siger lektor Alexandros Losifidis, Institut for Ingeniørvidenskab.
Deep learning
Han bakkes op af sin kollega, lektor Erdal Kayacan, som ligeledes tager del i projektet:
- Vi vil udvikle et værktøjssæt ved at udnytte deep learning for at give avancerede kognitive funktioner til robotter. Projektet vil betyde en hurtig udvikling af nye opfattelses- og kontrolhandlinger, der muliggør et sikkert samarbejde robotter og mennesker imellem, siger han.
Den danske delegation har som fokus at udvikle avancerede løsninger til landbrugssektoren. Agrointelli er allerede kendt for sin autonome redskabsbærer, Robotti, og i denne kontekst vil teamet udvikle og afprøve et intelligent system til mekanisk ukrudtsbekæmpelse.
Via et on-board kamera kan Robotti selv finde ud af, om en given plante er ukrudt eller afgrøde og på den måde iværksætte en mekanisk bekæmpelse udelukkende af ukrudtet. Det øger bæredygtigheden af systemet og påvirker afgrøde og udbytte minimalt.
EU’s Forskning og Innovationsprogram, Horizon 2020, har bevilget 6,6 mio. euro i støtte til projektet.
Den kunstige intelligens, der skal udvikles i projektet, vil være frit tilgængelig (open-source), og dermed vil den kunne bruges på tværs af applikationer og brancher.
Projektet løber fra januar 2020 til december 2022 og udføres i samarbejde med et konsortium, der består af i alt fem universiteter og tre virksomheder: Aristotle University of Thessaloniki (Grækenland), Tampere University (Finland), Aarhus Universitet, Delft University of Technology (Holland), University of Freiburg (Tyskland), Cyberbotics (Schweiz), PAL Robotics (Spanien) og Agrointelli.