Tidligere var bogføring en opgave, der flere gange om ugen strakte sig til ud på natten. Det var et virvar af papirer, konti, tjek og dobbelttjek, og det var i bund og grund en træls opgave, som skulle overstås. 

Sådan var virkeligheden hos mælkeproducent Kim Jørgensen, der driver kvægbedriften Toftlundgaard ved Rødding i Sønderjylland. 

- Bogføring fyldte utrolig meget førhen. Jeg havde hver eneste faktura i hånden eller oppe på skærmen og skulle manuelt skrive de mange FI-linjer ind til hver enkelt regning. Det var noget bøvl, og det gav rum for en masse unødige fejl, siger Kim Jørgensen, der er femte generation på gården. 

Frigiver tid

For to år siden tog han derfor springet og fik det digitale værktøj Summax i forbindelse med, at han skiftede rådgivning til Velas. Og det har han ikke fortrudt. 

- Hvor det tidligere tog mange timer, og jeg kunne nemt sidde til klokken et om natten med de forskellige fakturaer, så klarer jeg nu en hel uges bogføring på mindre end en halv time hver tirsdag formiddag. 

- Det er en kæmpe arbejdslettelse for mig, og det betyder, at jeg får frigivet tid til at klare en masse andre ting på bedriften. Og en sjælden gang imellem lidt mere tid til familien, siger han med et grin og fortsætter: 

- Nu betaler jeg bare regningen på nettet, og så er det det. Når jeg har trykket bogfør og send i Summax, så slipper jeg for at skulle tænke mere på det. Det er nemt og bekvemt. 

Fra 60 til 315 årskøer

Kim Jørgensen har været landmand siden 2000, hvor han indgik i et I/S med sin far. I 2009 overtog han endeligt slægtsgården, der ved hans overtagelse havde 60 malkekøer. 

I dag tæller bedriften 315 årskøer, og administrationen og antallet af fakturaer er øget betragteligt. 

Kim Jørgensen er omhyggelig med at notere, hvad en given faktura relaterer sig til – om det er den nye skårlægger, planteværn eller bare gummistøvler til børnene – så kan han finde dem frem igen ved at bruge søgefunktionen.

- Det giver mig generelt et bedre overblik. Tidligere kunne jeg føle, at jeg havde brugt mange penge på eksempelvis reparationer af maskinparken. Nu kan jeg bare slå det op og finde ud af præcist hvor meget, jeg har brugt, siger Kim Jørgensen.

mip

Finans