– Bæredygtig virksomhedsledelse og lederskab er en forudsætning, når du skal hente finansiering i fremtiden.

Sådan lyder det fra chefkonsulent i Seges Ivan Damgaard, der i mange år har beskæftiget sig med finansiering i landbruget. 

Årsagen er, at realkreditinstitutter, banker og investorer i forlængelse af et kommende klassifikationssystem fra EU forventes at stille stigende krav om, at landmænd opfylder de såkaldte ESG-mål, når de skal rejse kapital. 

Målene indebærer, at landmanden kan dokumentere sin bæredygtighed inden for ikke bare miljø, men også inden for sociale forhold, økonomi og ledelse. 

Risiko for rentestigninger

– Vi ved endnu ikke, hvordan det nye system præcist rammer landbruget. Men der er ingen tvivl om, at det vil øge risikoen for rentestigninger og stigende finansieringsomkostninger for landmænd, der ikke har styr på bæredygtigheden og den bæredygtige udvikling af virksomheden. 

– Derfor er det centralt, at man allerede nu forbereder sig på de kommende krav, og at man begynder at arbejde med sin bæredygtighedsprofil, hvis man ikke er i gang, siger Ivan Damgaard.

Konkret anbefaler han, at man starter med at tage temperaturen på, hvordan det står til med miljø, sociale forhold, økonomi og ledelse på ens bedrift. Derudfra kan man finde ud af, hvor de største udfordringer er, så man allerede nu kan begynde at løse dem.

Hvis der er noget, der kræver investeringer i eksempelvis ny teknik og teknologi, anbefaler chefkonsulen-ten at få det ind i budgettet for 2022, så man er forberedt på arbejdet til næste år.  

På den længere bane får EU’s nye klassifikationssystem Ifølge Ivan Damgaard store konsekvenser den måde, som landmænd skal lede deres bedrifter på. 

– Landbruget ser ind i en fremtid med krav om et ledelsesmæssigt skifte fra driftsledelse med fokus på effektivisering og rationalisering af driften til et fokus på virksomhedsledelse og lederskab af virksomheden i en bæredygtig udvikling. Det skyldes, at der er mange flere og komplekse indsatsområder, der samlet skaber den grønne udvikling, siger Ivan Damgaard.

I fremtiden er det med andre ord ikke længere nok at være en dygtig driftsleder og have styr på sin mæl-keproduktion. Derimod skal man som virksomhedsleder understøtte den bæredygtige udvikling hele vejen rundt. 

Læg en virksomhedsstrategi

– Du skal lægge en virksomhedsstrategi, du skal prioritere de indsatsområder, der giver den ønskede ef-fekt på eksempelvis din CO2-udledning, du skal få medarbejderne med på den bæredygtige rejse, du skal eksekvere og arbejde med forandringsledelse, og du skal tage ansvar for rapporteringen af bæredygtighed på alle parametre, siger Ivan Damgaard. 

Han understreger, at man ikke skal være nervøs for de kommende krav, selvom de kan lyde både kom-plekse og udfordrende at leve op til.  

– Det gode landmandskab er særdeles velfunderet i Danmark, og generelt er landmændene godt med på bæredygtigheden i Danmark. Derfor kan man sagtens have ro i maven, hvis man overordnet har styr på sin bedrift i dag og har overskud til arbejde videre med den bæredygtige transformation, slutter han.  
 

Nyt EU-system for bæredygtighed

• EU er på vej med det nye klassifikationssystem EU Taksonomien, som definerer, hvad der er grønt og bæredygtigt i landbruget. 
• Formålet med systemet er at skaffe kapital til bæredygtige projekter gennem klare definitioner og øget gennemsigtighed.
• Det forventes, at EU Taksonomien tidligst ligger klar fra EU ultimo 2021.

Finans