Kun de ti procent bedste slagtesvineproducenter lavede overskud i 2018
Kun de cirka ti procent bedste slagtesvineproducenter formåede at lave overskud i deres driftsgren i 2018, viser nye Business Check-tal.

Resultatet i slagtesvineproduktionen faldt i 2018 til minus 32 kroner pr. slagtesvin for gruppen af store producenter og minus 69 kroner pr. slagtesvin for de mindste producenter, fremgår det af den nye udgave af Business Check Svin.
Resultatet i slagtesvineproduktionen faldt i 2018 med 65-75 kroner pr. slagtesvin i forhold til 2017, og det sendte bundlinjen i rødt med -32 kroner pr. slagtesvin for gruppen af store producenter og -69 kroner pr. slagtesvin for de mindste producenter.
Det viser nye tal fra Business Check Svin, som Seges laver.
- De størrelsesøkonomiske gevinster ses dermed intakte i slagtesvineproduktionen. Det er dog kun de cirka ti procent bedste slagtesvineproducenter, der formår at lave overskud i deres driftsgren i 2018, skriver Seges i publikationen.
Slagtesvineproducenterne oplevede i løbet af året et fald i afregningspriserne på cirka 1,7 kroner pr. kg, og den beregnede smågrisepris faldt sammen med den. Derudover faldt pulje- og eksportpriserne på smågrise i forhold til 2017, hvor der blev opnået meget gode salgspriser på smågrise på eksportmarkederne, fremgår det.
Lavt DB
Til gengæld steg foderpriserne, og samlet set førte det til et behov for et dækningsbidrag på cirka 120 kroner pr. slagtesvin. Men i stalden lå dækningsbidragene på cirka 75 kroner pr. slagtesvin i 2018 med store variationer. Gennemsnittet lå på cirka 155 kroner i 2017.
2018 blev også kendetegnet ved en meget tør sommer med lave udbytter i markerne og stigende foderpriser.
- Samlet set blev bytteforholdene for svineproducenterne markant forringet i forhold til det gode år 2017, skriver Seges.
Røde tal
30 kg-producenter måtte konstatere et fald i dækningsbidraget på cirka 3.500 kroner i forhold til 2017, mens 7 kg-producenternes dækningsbidrag faldt med cirka 2.300 kroner pr. årsso.
For søer med 30 kg er resultatet pr. årsso således negativt på cirka 600 kroner, og for 7 kg-producenterne blev resultatet pr. årsso også negativt – på 341 kroner mod et positivt resultat på 1.820 kroner i 2017.
Resultaterne i Business Check Svin 2018 er baseret på driftsgrensanalyser fra 824 svineproducenter.
Bedrifterne er inddelt i slagtesvin, søer med 7 og 30 kg produktion, og grupperne er endvidere underinddelt i størrelsesgrupper og efter salgsvægt (smågriseproducenter), hvor det giver mening.
mip






































