Seges’ skatteafdeling har fået ret i Skatterådet i en sag, hvor Seges sammen med lokale rådgivningsvirksomheder var uenig med Skattestyrelsen i, at arvede virksomhedsaktiver såsom landbrugsejendomme, dyr, maskiner, osv. skal overføres til en arvings eksisterende virksomhedsordning fra privatområdet.

Ja, mente Skattestyrelsen – hvilket i denne sag ville betyde, at arvingen skulle betale topskat i overtagelsesåret. Nej, mente Seges og en række lokale rådgivningsvirksomheder.

Herefter havde Seges i foråret foretræde for Skatterådet.

- Vi argumenterede for at få ændret Skattestyrelsens indstilling, og det lykkedes. Skatterådet nåede efter mødet frem til, at der kan posteres et beløb svarende til nettoarven på indskudskontoen, siger Lone Hauge, senior Tax Manager, Seges Jura & Skat, og tilføjer:

- Det betyder, at erhvervsaktiver og -passiver, som er udlagt ved arv, ikke skal indskydes i en eksisterende virksomhedsordning efter reglerne i virksomhedsskatteloven, men i stedet kan der posteres et beløb svarende til nettoarven på indskudskontoen.

Kan påklages

Skatterådet har således godkendt, at arvede virksomhedsaktiver ikke skal overføres til en arvings eksisterende virksomhedsordning fra privatområdet. I stedet kan der laves en nettopostering, således at den til ejendommen knyttede gæld kan modregnes i tilgangen på indskudskontoen. Det beløb, der skal tilgå indskudskontoen, er dermed i overensstemmelse med det arvede beløb.

Det understreges, at nettoprincippet kun kan benyttes i den situation, hvor arvingen i forvejen benytter virksomhedsordningen og arver en virksomhed, der drives videre af arvingen.

Hvis der arves private aktiver, der fremadrettet skal benyttes erhvervsmæssigt i en arvings virksomhedsordning, skal der ske overførsel efter bruttometoden. Nettometoden kan ikke anvendes, når der overføres aktiver og passiver fra privatområdet til virksomhedsordningen.

Afgørelsen kan stadig påklages og er derfor ikke endelig. Men potentielt kan »rigtig mange« få gavn af afgørelsen i form af sparet skat, vurderer Lone Hauge.

mip

Finans