For 10 år siden var der ingen, der interesserede sig for bidragssatser, men sådan er det ikke længere. Det skyldes dels, at bidragssatserne siden 2008 næsten er fordoblet, dels at spredningen mellem kunderne er blevet større. Desuden har den faldende rente bevirket, at bidragene udgør en stadig større andel af terminsbetalingen.

En analyse af data fra heltidsbedrifternes regnskaber 2017, udarbejdet af Sagro, viser, at der nu i gennemsnit betales 1,04 i bidragssats.

Det dækker over et spænd fra 0,5 til cirka 2 procent, alt efter lånetyper og -størrelse.

- Har man lån for 10 millioner kroner, er forskellen mellem billigste og dyreste bidragssats således på 1,5 procent – eller 150.000 kroner årligt, siger driftsøkonom Søren Hansen, Sagro.

Det er forekommet en lille stigning på to år. Det er hans forventning, at der forsat sker en stigning af bidragssatserne både i 2018 og i 2019.

RD er dyrest

Tallenene viser, at Realkredit Danmark (RD) ligger markant højere end andre realkreditinstitutter. RD’s landbrugskunder betaler nu i gennemsnit 1,29 procent. Samme tendens eksisterede også for tre år siden.

- At RD gennem en årrække er i stand til at være væsentligt dyrere end konkurrenterne understøtter blot påstanden om, at der ikke er tilstrækkelig konkurrence i sektoren, siger Søren Hansen. RD har gennem flere år påstået, at de ikke kan genkende tallene uden dog at komme med konkrete tal på, hvor deres bidragssatser for heltidsbrugene ligger.

Der er en tendens til, at minkavlere og mælkeproducenter betaler en højere bidragssats end svineproducenter og planteavlere. Denne forskel har eksisteret gennem flere år og kan forklares med, at andelen af jord udgør en mindre del af de samlede aktiver og at der er en tradition for, hvor aktiv eller passiv man er omkring pleje af sine realkreditlån.

Se nedenfor i faktaboksen, hvilke forhold der kan øge bidragssatsen.

Vil du betale mere end andre?

Det er vanskeligt at analysere sig frem til, om man betaler en fair bidragssats i forhold til den risiko og de omkostninger, realkreditinstituttet har på den enkelte bedrift, da det er meget uigennemskueligt, hvordan bidragssatserne fastlægges. Der er dog ingen tvivl om, at nogle landmænd betaler en højere bidragssats end andre landmænd med samme økonomiske nøgletal.

Er du interesseret i at vide, hvor meget du betaler i forhold til sammenlignelige bedrifter, har Økonomi og Strategi analyseværktøjer der, kan analysere årsrapportens tal. Vi kan også beregne, hvad en forbedret indtjening eller stigende i jordpriser vil betyde for bidragssatsen.

I det hele taget er det blevet dyrere at benytte sig af sine bank- og realkreditforbindelser. Ganske vist er renten lav, men kursskæring og forskellige lånesagsgebyrer har sammen med bidragssatserne øget de samlede finansieringsomkostninger.

Forhold der kan øge bidragssatsen

  • Høj gældsprocent. Hvis landbrugsaktiverne er belånt med mere end 60 procent i realkredit, er der stor risiko for, at bidragssatsen øges
  • Dårligt regnskabsresultat. Lille overskudslikviditet
  • Stor andel af lån med afdragsfrihed
  • Mange forskellige lån. (Hænger typisk sammen med, at kunden har været mindre aktiv med hensyn til gældspleje)
  • Misligholdelse af lån. Hvis terminsydelsen ikke betales rettidigt, bare en enkelt gang, udløses ofte store stigninger i bidragssatsen.               
Finans