Medie: Anklageskrift i logbogsag trukket tilbage

Den store sag om overtrædelse af dyreværnsloven ved over 1.000 transporter af især smågrise kan ende med en fuser for myndighederne. Foreløbig er det oprimdelige anklageskrift trukket tilbage, skriver Politiken.

Logbog-sagen fra 2019, hvor politiet havde rejst tiltale for over 1.000 lovbrud ved langtidstransporter af især smågrise til lande som Italien, Tyskland og Polen, skal enten gå om eller helt droppes.

Det skriver Politiken. Anklageren har ifølge avisen endnu ikke taget stilling til, hvad der skal ske, efter at anklagemyndigheden i 2021 tabte en prøvesag om en transport, der havde taget 30 timer mod de tilladte 24 timer, men hvor firmaet bag transporten blev frikendt.

Frikendelsen har haft betydning for hele sagskompleksets forløb, bekræfter anklagemyndigheden.

- Med ovenstående dom har det været nødvendigt at finde ud af, hvorvidt vores sag stadig var tilstrækkeligt oplyst. Vi har i den forbindelse vurderet, at vi ville indhente yderligere oplysninger og afsøge muligheden for yderligere beviser, skriver Casper Nygaard Jensen i en skriftlig kommentar til Politiken.

Transporterne fandt sted i årene 2016 til 2018.

Læs også