Griseproducenterne har i stor stil vist interesse for at være med i en ordning, der fra nytår vil sætte nye standarder for dyrevelfærden i de danske grisestalde, lyder det fra Landbrug & Fødevarer.

Faktisk har efterspørgslen for at være med været så stor, at Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris har måttet begrænse adgangen til den kompensation på 50 kroner pr. gris, som udbuddet endte med.

Det er branchens eget initiativ med en særlig omfordelingsmodel mellem griseproducenter, der først blev en del af dyrevelfærdsaftalen i Folketinget i februar 2024 – og dernæst fik grønt lys fra EU-kommissionen – som nu bliver ført ud i livet. Kort fortalt indføres en økonomisk kompensation for de griseproducenter, som vil producere grise med hele haler.

- Store forventninger

- Vi har store forventninger til, at ordningen bliver en succes. Både i ord og nu i handling kan vi se, at interessen for ordningen er stor blandt vores medlemmer. Det lover godt, og det signalerer, at vi er en branche, der tager ansvar og er klar til at håndtere de udfordringer, som vi bliver mødt med, siger H.C Gæmelke, formand for Landbrug & Fødevarer, Sektor for Gris.

Landbrug & Fødevarer Sektor for Gris har netop gennemført den første del af processen, hvor der blandt landets griseproducenter har været stor interesse for at være med i ordningen. Udbuddet er landet på, at en producent får 50 kroner i kompensation pr. gris, der produceres med hel hale – altså uden at være halekuperet.

Hen over efteråret skal trådene samles for den videre indsats – herunder skal projektet behandles og godkendes i Svineafgiftsfondens bestyrelse (SAF). Målet er, at indsatsen allerede i 2026 giver 1 million grise med hele haler i de danske stalde (af disse specialproduceres allerede 500.000 med hele haler), og at tallet stiger til 4 millioner grise i 2028.

Kun ekstraordinære tiltag

Det var fødevareminister Jacob Jensen (V), der tidligere på året fik EU-Kommissionens ja til, at ordningen i Danmark kan fungere som beskrevet.

Samtlige griseproducenter i Danmark betaler ind til Svineafgiftsfonden. De medlemmer, der kommer med i ordningen, bliver derefter kompenseret for de ekstra omkostninger, der følger med at producere grise med hele haler. Der gives ikke tilskud til initiativer, der i forvejen er lovkrav, men alene ekstraordinære tiltag som f.eks. ekstra tilsyn.