Et spørgsmål om synlighed og kaffe

Mange forskellige firmaer har set fidusen i at have deres stand med på dyrskuet. Her er to af dem – GF Forsikring og byggefirmaet Vesti Olsen.

Hos Vesti Olsen har man et stort fokus på at lave sjove ting for børnene på Roskilde Dyrskue. Her er firmaets krammedyr, bævermaskotten. Foto: Henning K. Andersen
Hos Vesti Olsen har man et stort fokus på at lave sjove ting for børnene på Roskilde Dyrskue. Her er firmaets krammedyr, bævermaskotten. Foto: Henning K. Andersen

Blandt de mange udstillere af maskiner og dyr, er der også så forskellige udstillere som den lokale afdeling af GF Forsikring og en af de lokale entreprenører, byggefirmaet Vesti Olsen.

Det er tredje år i træk, at GF Forsikring i Roskilde og Køge er med på dyrskuet. Ifølge selskabets daglige lokale leder, Klaus Snitgaard, er der en god grund til, at han og flere medarbejdere er rykket ud af de vanlige kontorgemakker til fordel for dyrskuepladsen.

- Det er mest for at blive set og for at vise, at vi er her. Vi er dog også meget en klub i GF, der går ind for nærhed og det lokale, så vi vil rigtig gerne støtte op om det lokale, fortæller han og fortsætter:

- Det handler om at få snakket med så mange kunder som overhovedet muligt, og få leveret så meget kaffe med GF-logo på, så de ved vi er her.

Intet salg på dyrskuet

Dermed handler det ikke om at få et konkret økonomisk udbytte af turen til Roskilde Dyrskue, men om på sigt at gøre det til en god forretning, afslører han. 

- Vi skal selvfølgelig pleje vores kunder. Der kommer rigtig mange kunder ind her, for vi har mange kunder i Roskilde og omegn. Men selvfølgelig skal vi også sælge os selv, siger Klaus Snitgaard.

- Vi står ikke, tilføjer han, og sælger noget, men vi laver det, der hedder lead, altså at tage den første kontakt, så vi kan ringe nogle mulige kunder op bagefter.

Svært at måle

Som GF Forsikring har entreprenørfirmaet Vesti Olsen også været på Roskilde Dyrskue i nu tre år, og ifølge ejer og direktør, Christian Vesti Olsen, passer firmaet perfekt ind i forhold til mulige kunder på dyrskuet. Men der er flere gode grunde til, at firmaet, der bygger haller til både landbrug og erhverv, er at finde på pladsen. 

- Vi synes selv, det er hyggeligt at være her, og så vil vi også gerne have andre til at have det hyggeligt her. Det er ikke sådan, at vi er her for at skulle sælge noget. Det er svært at måle, om man får solgt noget. Men det er en god måde for os at gøre os synlige på, så folk ved, vi er her.

Tiderne ændrer sig

Ifølge direktøren, hvis far startede firmaet, handler det også om at lokke folk til med blandt andet maskindemonstrationer.

- Folk skal helst gå herfra og synes, det har været en god oplevelse at være på standen. Vi starter maskinerne op og kører med den, siger Christian Vesti Olsen, der trådte ind i virksomheden i 2010.

Tidligere har virksomheden haft gang i mange byggerier for landbruget, men det er trådt lidt i baggrunden nu, fortæller oplyser han.

- Det er sådan, markedet er i øjeblikket. Det er svært for landmændene at få lov at bygge, så efterspørgslen er ikke så stor i øjeblikket. Vi har været nødt til at brede os lidt mere i de opgaver, vi laver, forklarer han afslutningsvis.

Læs også

Fynsk skue går digitalt
Stor opmærksomhed om Hobro Dyrskue vækker glæde
Roskilde-tab på fem millioner
Corona bremser dyrskue i Lemvig
Hobro Dyrskue må vente endnu et år
MidtWest Farmshow overlever