Ejendomsmægler: - Vi mangler landejendomme
Det går godt med salget af ejendomme på landet. Så godt, at sydfynsk ejendomsmægler, taget ud fra efterspørgslen, godt kunne sælge flere.
Med sloganet »Hos os får du ét stykke af Sydfyn« er det ikke sjældent, at ejendomsmægler Søren Holst fra Realmæglerne Sydfyn i Svendborg rækker husnøgler over skrivebordet til nye ejere, der har mod på et liv lidt uden for en af de syd- og østfynske bygrænser.
- Vi har lige solgt syv hektar med bygninger på Langeland til en familie fra Sjælland. Og det gør vi faktisk jævnligt, lyder det fra den erfarne ejendomsmægler.
Flere vil bo på landet
Generelt er holdningen, ifølge Søren Holst, at flere og flere vil bo på landet.
- Ejendomme mellem to og ti hektar er meget populære. Faktisk mangler vi dem i øjeblikket. Der er stor efterspørgsel på et lidt mere corona-frit liv, siger Søren Holst med et glimt i øjet.
Han påpeger, at der først og fremmest er en del unge, der gerne vil det mere frie liv på landet, men at også de såkaldte seniorer, der stadig er aktive i både arbejds- og fritidsliv, men hvor børnene er fløjet fra reden, gerne vil have mere ro og nærvær omkring sig.
- Så det går godt. Er ejendommen rigtigt prissat fra begyndelsen, så går salget hurtigt.

Søren Holst, ejendomsmægler Realmæglerne Sydfyn, glæder sig over, at der er stor efterspørgsel på landejendomme. Foto: Realmæglerne
Mindst et par hektar
Hvor man tidligere så en del landbrugsejendomme blive solgt med blot 5.000 kvadratmeter jord, er kravet i dag som minimum to hektar.
- Det er en sammenblanding af ønsket fra køber om at skulle have dyrehold af en eller anden art. Men det er også et større og større krav fra kreditinstitutterne, at der skal være lidt mere jord til, så der er synergi i bedriften, forklarer Søren Holst.
Slut med at tale landet ned
Især de unge nye købere, har en drøm om at dyrke egne grøntsager, og i en vis udstrækning være selvforsynende. Den minimalistiske tilgang til tilværelsen er blevet mere in – også selvom der er økonomisk formåen til at købe noget mere istandsat eksempelvis.
- Vi ser klart en tendens, der siger, at det er det åndelige frem for de materielle goder. At vi som mennesker skal geare ned og ikke have for travl. Det kan en ejendom på landet honorere.
- Det er helt klar slut med at tale landet ned, pointerer Søren Holst.
Interesse fra udenlandske investorer
Også inden for reelle landbrugsejendomme er der gang i salget.
- Vi ser en del landmænd, der kan købe, og som er interesserede. Men vi mærker også, at der er nogen, der er hårdt ramt. Det betyder, at der så at sige, er nogen, der spiser af de andre. Jeg siger ikke, at det nødvendigvis er dårligt. Men det er en konstatering.
- Hvad jeg også kan konstatere er, at vi har udenlandske investorer, der er meget interesserede i at købe danske landbrugsejendomme.
- Det fortæller os, at der er flere, der tror på dansk landbrug i fremtiden, siger Søren Holst.