Nyt biogasanlæg kommer tættere på

Der er kommet skred i planerne om at lave et nyt biogasanlæg i den sydlige del af Trekantsområdet.

Siden starten af 2022 har en større gruppe af landmænd haft en arbejdsgruppe i gang med den praktiske planlægning for det anlæg, som selskabet 3-KNT Bioenergi vil bygge, og nu er det lykkedes at få placeringen af anlægget på plads. 

Det bliver ved afkørsel 66 ved E20-motorvejen mellem Kolding og Esbjerg, nord for Lunderskov, fortæller formanden for styregruppen, landmand Niels Blem Sørensen. Han er godt tilfreds med udviklingen.

- Vi mener i al beskedenhed, at vi har fundet noget nær den perfekte placering, som opfylder alle hovedhensyn for placering af et større energianlæg, siger Niels Blem Sørensen og fortsætter:

- Det er derfor med meget stor tilfredshed, at vi samtidig kan meddele, at vi har indgået en optionsaftale med ejeren af jorden, som giver projektgruppen mulighed for at etablere et anlæg på placeringen, hvis de nødvendige myndighedstilladelser kan opnås, siger han.

Tilbage står nu at få de sidste detaljer omkring ejerforhold og finansiering på plads, sådan at der i starten af det nye år vil kunne indkaldes til et informationsmøde for de kommende leverandører. Parallelt med dette arbejder Vejen Kommune med myndighedstilladelserne, hvor der i denne proces forventes at blive afholdt et eller flere borgermøder

Læs også