Direktør i Vesthimmerlands Materieludlejning, Henrik Frederiksen, glædede sig i sidste måned over, at udlejningsvirksomheden var de første i Danmark til at anskaffe sig Hydremas nye 912GS-dumper – endda to af slagsen.

Med de to nye dumpere føler han sig endnu bedre rustet til at efterleve den store efterspørgsel på nye maskiner med høj førerkomfort og sikkerhed.

- Kunderne har en forventning om, at når de lejer en maskine hos os, så er maskinen af nyere dato og at den virker. Vi ønsker jo ikke at vore kunder lejer en ældre maskine, der i udlejningsperioden skal have montørbesøg, konstaterer han.

- Der er jo ingen, der har lyst til at leje en maskine, der holder stille, fordi den er gået i stykker. De nye Hydrema-dumpere imødekommer alle de krav vore kunder har til udlejningsmaskiner.

De to dumpere er de nyeste maskiner i Hydremas 912 G-Serie, som med justeringer, opdateringer og forbedringer, gør den ikoniske dumper bedre og desuden opfylder de nye Stage-V emissionskrav. For at sikre den renest mulige udstødning har 912G partikelfilter og bruger AdBlue. Motoropbygningen er gjort enklere og er nu uden EGR-ventil, hvor motoren yder 147 hestekræfter.

Sikkerhed og komfort

De nye bredere trin og flere håndtag øger sikkerheden for føreren, ved både ind- og udstigning samt i forbindelse med service. Maskinens hovedafbryder er fuldautomatisk, og systemet slår selv fra, når der ikke er behov for strøm. Dette gør at maskinføreren ikke længere skal bekymre sig om at slå hovedafbryderen fra, når han forlader maskinen.

Vesthimmerlands Maskinudlejnings nye dumpere har affjedrede foraksler, som ifølge Henrik Frederiksen også er efterspurgt af kunderne. De giver både høj komfort for føreren i form af en mere jævn kørsel samt mulighed for en højere fart i ujævnt terræn, hvorved dumperen er mere produktiv. I tillæg er den daglige service hurtigt overstået, da maskinen er monteret med centralsmøreanlæg.

De nye maskiner har også monteret LED-forlygter og luftventileret sæde. Fra sædet har føreren et godt udsyn, da motoren er placeret bag den frontvendte kabine. Kombineret med et bakkamera har føreren et fremragende udsyn hele vejen rundt, som samtidig opfylder ISO-standarderne.

Dumperen er desuden forsynet med det populære MultiTip, som muliggør aftipning i et 180 graders område, og dermed også ud over siden.

cc