Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) vil nu genåbne en række gamle støttesager. Det sker som følge af en ny afgørelse fra EU-Domstolen – den såkaldte Baramlay-dom – der slår fast, at nogle regler tidligere er blevet brugt forkert i vurderingen af støtteansøgninger.

Det drejer sig om sager, hvor styrelsen har afvist at udbetale støtte eller har trukket tilsagn tilbage med henvisning til, at ansøgeren ikke havde opfyldt et såkaldt kriterium. Ifølge dommen burde nogle af disse sager i stedet være behandlet som brud på en forpligtelse – og det gør en væsentlig forskel.

Det skyldes blandt andet, at hvis der er tale om forpligtelser, der ikke er blevet levet op til, skal myndighederne vurdere, hvor alvorligt et brud er, og på den baggrund vurdere en sanktion, der er mildere, i stedet for hvis der er kriterier, der ikke er levet op til. For i så fald så bortfalder hele støtten.

Det er dog kun et mindre antal sager, der bliver berørt, oplyser SGAV. Samtidig gælder det kun for projektstøtte-sager, ikke for sager om almindelig arealstøtte, hvor styrelsen vurderer, at forvaltningen allerede er sket i overensstemmelse med EU-retten.

Myndighederne kan uretmæssigt have tilbageholdt midler, som nogle landmænd har været berettiget til. Arkivfoto: Colourbox

Myndighederne kan uretmæssigt have tilbageholdt midler, som nogle landmænd har været berettiget til. Arkivfoto: Colourbox

Berørte får direkte besked

Alle berørte vil senest 1. juli 2025 modtage et orienteringsbrev fra SGAV. Hvis man ikke modtager et brev, er ens sag som udgangspunkt ikke omfattet.

Dog opfordrer styrelsen personer, der inden for de seneste tre år har fået afslag med henvisning til manglende overholdelse af et kriterium, til at kontakte styrelsen, hvis de er i tvivl.

I forbindelse med genbehandlingen kan styrelsen også anmode om supplerende oplysninger eller foretage fysisk kontrol af projekterne.

Hammeren faldt sidste år

Baramlay-dommen (C-6/23) fra EU-Domstolen blev afsagt 11. april 2024. Den præciserer, hvordan medlemslandene skal skelne mellem kriterier og forpligtelser i støtteordninger.

Et kriterium er et krav, der skal være opfyldt, allerede når man søger om støtte. En forpligtelse er derimod et løfte om at overholde bestemte regler eller krav undervejs i projektets levetid.

Domstolen slog fast, at manglende opfyldelse af et kriterium medfører fuldt bortfald af støtte, mens et brud på en forpligtelse skal føre til en individuel vurdering af bruddets karakter — herunder hvor alvorligt det er, hvor længe det har stået på, og om der er tale om gentagelser.