bannerPos

Begynder at tage roer op i næste uge

I næste uge begynder Preben Drejer Pedersen at tage de første roer op. Fotos: Tenna Bang

AF: TENNA BANG

REDAKTØR, LANDBRUGNORD
29-08-2020 11:21
Fra næste uge tildeles køerne på Mosegaarden fem kilo snittede roer, og stille og roligt øges rationen til mellem 20-25 kilo roer pr. ko dagligt.

I næste uge begynder mælkeproducent Preben Drejer Pedersen at tage de første roer op på marken i Skivum midt mellem Aars og Nibe i Himmerland.

Indtil nu ser roerne lovende ud. Enkelte pletter har sovet lidt i varmen, men én ting irriterer Preben Drejer Pedersen: Der er kommet ukrudt i roemarken på Mosegaarden.

Den ellers så akkurate roeavler har en ting, som er vigtigere end noget andet, når det gælder roer.

- De skal holdes rene.

Heldigvis generer de hvide og gule kamilleblomster mere landmanden, end de i virkeligheden generer roerne.

- Vi skulle have renset dem lige inden, de lukkede rækkerne, men vi nåede det ikke. Det gik bare så stærkt, og så troede jeg faktisk, at de små ukrudtsplanter ville blive kvalt, fortæller Preben og kigger rundt i marken, fjerner et par kamilleplanter med hånden og ryster lidt på hovedet med et skævt smil.

Ny og mere glat sort

Det otte hektar store areal var ellers ikke plaget af ukrudt først på sæsonen, men 20 tons gylle, udlagt med slæbeslanger ved Sankthans, blev ikke kun opdaget af roerne, men også de små ukrudtsplanter.

- Heldigvis har det ikke nogen betydning for udbyttet, men det ser da træls ud, siger Preben Drejer Pedersen, inden han hiver en af roerne op af jorden.

Han har i år valgt sorten Alisha fra KWS.

- Det er en ny sort for mig. Den tidligere var ikke glat nok, og der kom derfor for meget jord med ind, forklarer Preben Drejer Pedersen, og drejer roen rundt mellem hænderne.

20-25 kilo roer pr. ko

I næste uge kører han roeoptageren, som aftopper roerne på stedet, hen over første del af marken.

- Jeg regner med, at vi tager op til en uge ad gangen. Vi starter med at tildele køerne fem kilo roer pr. ko pr. dag, og så øger vi stille og roligt op, så de efter en uges tid får mellem 20-25 kilo roer pr. ko, forklarer Preben Drejer Pedersen.

Og det er en hårfin balance at finde det optimale niveau. Får køerne for meget, får de ketose.

- Jeg kigger på ureatallet og fedtprocenten.

Netop nu ligger fedtprocenten på 4,37, og det er vel og mærke på en grovfoderration uden roer.

- Når de begynder at få roer, stiger fedtprocenten til omkring 4,60. Højere skal vi helst ikke op, for så får de ketose, forklarer Preben Drejer Pedersen.

- Vi har været oppe på 5,11 engang, men så kan man simpelthen se på køerne, at de ikke har det godt, og der måtte vi hælde propylenglykol ud over foderet en 3-4 dage, og så var de friske igen.

Når roerne tilsættes, tager Preben Drejer Pedersen stille og roligt en smule græs, majs og korn ud af blandingen.

- For mig handler det om at kunne producere mælk så billigt som muligt, og det er grunden til, at jeg avler roer.

Senest 15. november

Planen er, at Preben Drejer Pedersen ugentligt vil hente roer i marken, snitte dem og køre dem ind på foderbordet indtil udgangen af oktober, hvor resten tages op, renses og opbevares i en kule.

- Jeg vil helst ikke tage dem op senere end 15. november. Måske kunne jeg hente et par foderenheder mere ved at vente, men risikoen for, at det bliver noget bøvl, og vi må lade pletter stå, bliver også bare større desto længere, vi venter.

I år sætter Preben gang i et samensileringsforsøg med en del af avlen, og det er lidt med blandede følelser, at han vil samensilere roer og roepiller, da det kræver, at Preben køber roepiller. Det er ikke helt så nemt at vænne sig til den tanke for en landmand, som normalvis avler al sit foder selv.

Men ensileringsforsøget skal stå sin prøve for at tage første skridt mod at kunne fodre med roer hele året rundt.

- Når vi når hen omkring 1. april, begynder roerne at blive bløde og svampede. Derfor vil jeg samensilere en del, som vi kan fodre med hen over sommeren og på den måde forlænge holdbarheden.

Fodre med roer året rundt

Preben Drejer Pedersen er vild med roerne, og har truet majsene flere gange med at afgive deres plads til roerne.

- Vi kan avle 20.000 foderenheder roer pr. hektar mod majsudbytter, som aldrig når over 10.000 foderenheder pr. hektar, siger landmanden, som i år kan kigge på nogle ret fornuftige majsplanter og nok holder fast i afgrøden lidt endnu.

Alligevel er planen at udvide roearealet fra otte til ti hektar, så han fra næste år kan fodre med roer året rundt.

God græs- og kornhøst

De første tre slæt græs klager Preben Drejer Pedersen bestemt ikke over. Alt er forløbet uden problemer, og han vurderer udbytterne til over middel.

- Det har været rigtig godt. Nu venter fjerde slæt, så vi kan få tømt gylletanken, siger han.

I vårbyggen er der høstet omkring 7,5 tons pr. hektar – i alt 20 hektar. Siloen er fyldt op og resten er solgt til foderstoffen.

Nu venter 22 hektar majs, som indtil nu tegner det lovende med to fine kolber på hver, og planter, som er omkring tre meter høje.

Minister, skift spor

Regeringens krav om, at landmændene også til næste år skal så efterafgrøder i minimum samme omfang som i år for at nedbringe kvælstofudledning til vandmiljøet, møder kritik hos landboforeningen Vestjysk, som foreslår, at fødevareminister Mogens Jensen skifter spor i kvælstof-politikken og i stedet griber til andre virkemidler.

Pladsen til solcelle-anlæg strammer til

Særligt i landområderne omkring de store byer bør lodsejere, der er interesseret i at opsætte solceller, sætte i gang nu, siger rådgiver. Han vurderer, at Danmarks behov for solenergi ser ud til at være opfyldt i 2025.

Logistik og motivation

Mens logistikken er tænkt ned til mindste detalje, er Lean og medarbejdermotivation to af nøgleordene på Hestbækgaarden ved Farsø.

Dent-majs klar til sæson 20/21

Dent-majsens fordele med højt stivelsesindhold og stor fordøjelighed i koens vom kan nu udnyttes under nordiske himmelstrøg, oplyser firma.

Biogasbranche ser stort potentiale i nyt klimaudspil

CO2-differentierede kilometerafgifter for lastbiler skaber gode muligheder for at få gang i den grønne omstilling af den tunge transport, lyder det fra Henrik Høegh, formand for Biogas Danmark.

Nu sætter høstpresset ind i USA

Høsten med sojabønner og majs i USA er i gang, og det sætter pres på afgrødepriserne hen mod ugens afslutning. De generelle informationer i markedet er dog ikke prissvage, og der er derfor grænser for, hvor langt ned afgrødepriserne kan falde på den lidt længere bane.
Side 1 af 1930 (38598 artikler)Prev1234567192819291930Next