Mange danskere vil undgå madspild

Vores adfærd ændrer sig i takt med, at klimaet er kommet højere på dagsordenen, og hele 88 procent af danskerne fokuserer på at minimere deres madspild. Det viser en undersøgelse af analysevirksomheden Ipsos Danmark, som er omtalt i Avisen Danmark.

De ændrede vaner kan også ses på udvalget i supermarkederne, hvor havredrik, hakket plantefars og vegetarburgere er begyndt at fylde mere.

Hos Coop har de især mærket en øget interesse for at reducere madspild.

- For fem år siden fik vi rigtig mange henvendelser fra kunder, hvis de fandt varer, der var ved at overskride datomærkningen. I dag er det helt omvendt. Nu leder folk faktisk efter vores datovarer. Jeg er ikke i tvivl om, at interessen for at reducere madspild er kommet for at blive, fordi det er grundfæstet, siger informationsdirektør i Coop, Jens Juul Nielsen.

Undersøgelsen viser også, at 34 procent af danskerne er begyndt at bruge madspildsappen Too Good To Go, som Coops butikker også er en del af.

- Det er vores egne penge, vi smider ud ad vinduet, når der er meget mad, der udløber. Derfor gør vi meget for ikke at købe mere hjem, end vi kan sælge. Men hvis vi alligevel har madvarer i overskud, sætter vi dem ofte ned til halv pris eller sælger dem billigt videre via To Good To Go, så nogle kan få glæde af varerne, siger Jens Juul Nielsen.

Læs også