Udsigt til kampvalg i LandboSyd

Smågriseproducent Henrik Jessen har fredag meddelt medlemmerne i LandboSyd, at han udfordrer formand Mogens Dall, når der næste gang holdes generalforsamling i foreningen.

Formanden for LandboSyd siden 2009, Mogens Dall, kan, når LandboSyd næste gang afholder generalforsamling, se frem til en modkandidat.

Fredag eftermiddag blev medlemmerne hos LandboSyd således orienteret om, at 36-årige Henrik Jessen, der driver en smågriseproduktion med 1.200 søer og salg af 30 kg grise samt 480 hektar, har besluttet sig for at stille op til formandsposten. Henrik Jessen har siddet i bestyrelsen i LandboSyd i to år.

I nyheden, som LandboSyd har sendt ud til sine cirka 750 medlemmer, og som Effektivt Landbrug også er kommet i besiddelse af, lyder det fra Henrik Jessen:

- Jeg har fået mange opfordringer fra flere sider til at stille op til posten som formand, og nu får medlemmerne mulighed for at stemme på mig. Jeg driver mit landbrug med syv dygtige ansatte og er som leder ikke bange for at uddelegere.

- Dermed har jeg både tiden og lysten til, sammen med bestyrelsen, at udvikle foreningen og rådgivningsvirksomheden til fremtidens store udfordringer. Det er udfordringer, som jeg og mine kollegaer mærker direkte i dagligdagen på vores landbrug. Det kræver en indsats både på rådgivningsdelen og på det politiske område, lyder det fra Henrik Jessen.

Ikke flere kommentarer

Over for Effektivt Landbrug lyder det fra den kommende formandskandidat i en sms, at han vil lade medlemmerne få weekenden til at læse nyheden, før han vil udtale sig yderligere.

I meddelelsen til LandboSyds medlemmer lyder det fra den 58-årige Mogens Dall:

- Medlemmerne bestemmer, hvem der skal tale deres sag, og det har jeg respekt for. Hvis jeg bliver genvalgt, vil LandboSyd og politik få al min energi og fokus, og kontinuitet og fælles retning er vigtigt.

LandboSyds generalforsamling er foreløbig udskudt på ubestemt tid på grund af corona-restriktionerne.

Læs også

Formand: - Jeres forening står bag jer
Udfordrer landboformand: - Formand bør være en aktiv landmand
Dall: Vil mene min erfaring er en fordel
Ministeren talte direkte til nordjyderne
Advokat opfordrer til retssag: Er Coop bag misledende retorik?