Traktorklub køber jord for at bevare det årlige sommertræf

Motor- og traktorklubben Jylland vil købe jorden i Kongensbro mellem Silkeborg og Bjerringbro, som hvert år danner rammen om deres sommertræf. Ind til videre har 300 mennesker spyttet penge i ideen og indsamlet 720.000 kroner for at bevare det årlige sommertræf.

Den første weekend i juni måned har Motor- og Traktorklubben Jylland siden 1992 lejet knap fem hektar jord af Ingvard Munck Pedersen, i Kongensbro mellem Silkeborg og Bjerringbro, til deres årlige sommertræf.

- Efter træffet 2017 havde vi den sorg at miste Ingvard Munck Pedersen, og arvingerne tilbød derfor klubben, at købe ejendommen med tilhørende areal og beboelse, fortæller Ole Poulsen, som er formand for Motor- og Traktorklubben Jylland.

Det har klubben sat sig for at gøre, for at kunne sikre det årlige sommertræf, som årligt samler mellem 3.000 og 3.500 besøgende.

300 har doneret penge

Hele ejendommen, jord og beboelse kan Motor- og Traktorklubben købe for 1,1 millioner kroner.

Der er indtil nu samlet 720.000 kroner ind via en støtteklub, som er kommet fra 300 forskellige mennesker.

- Pengene er kommet fra medlemmer, naboer og andre med samme interesse. Men der har også været flere donationer fra folk, som hverken har noget med traktorer, motorer eller landbrug at gøre, fortæller Ole Poulsen.

Et køb er den bedte løsning

Der mangler stadig en stor pose penge, som Ole Poulsen inderligt håber, bliver indsamlet inden længe.

- Arvingerne ser gerne, at det er os, der køber ejendommen. De har også alle givet penge til støtteklubben, fortæller han.

Men boet skal gøres op og derfor skal pengene være samlet ind senest 3. marts. Hvis ikke sættes ejendommen til salg ved en mægler.

Får Motor- og Traktorklubben ikke købt ejendommen, får det konsekvenser.

Klubben skal blandt andet reetablere området. Det vil sige, at klubhuset skal fjernes, det samme gælder toiletvogne og containere og så skal diger, træer med mere etableres på ny.

- Vores forbedringer gennem årene vil derfor gå tabt, siger Ole Poulsen, som også vil skulle ud og finde et sted til alle klubbens ting, samt et nyt sted at afholde træf, søge nye tilladelser og meget mere.

Vil ikke låne penge i banken

Klubben har spurgt forskellige kreditgivere om at låne penge.

- Men de kræver alle at samtlige 300 mennesker, som har givet penge, skal kautionere, og det skal de ikke, siger Ole Poulsen.

Derfor leder støtteklubben nu efter venlige sjæle, som vil hjælpe købet på vej. Der kan indbetales minimum 1.000 kroner uanset om man er medlem af foreningen eller ej. Og uanset om man er privat, forening, virksomhed eller noget helt fjerde.

- Det er da klart at målet er, at vi på sigt kan give et afkast retur til dem der har givet indskud, forklarer Ole Poulsen.

Måske flere arrangementer

Helt praktisk kommer købet til at fungere sådan, at ejendommen købes af et selskab. Herefter lejer Motor- og Traktorklubben jorden 365 dage om året.

Beboelsen lejes ud.

Klubben har ret til at afholde tre arrangementer på jorden årligt, og Ole Poulsen vil da heller ikke afvise, at der måske bliver tale om mere end det traditionsrige sommertræf, hvor knap 600 mennesker fra hele landet plejer at udstille deres veteran motorer, traktorer og redskaber.

Motor- og Traktorklubben Jylland har omkring 2.400 medlemmer.

Læs også