Andelsselskabet DLF A.m.b.A. har fået ny mand på posten som næstformand. Efter tirsdagens generalforsamling blev 40-årige Martin Mogensen fra Gedved ved konstitueringen valgt i stedet for Søren Wibholm Just, Torsmark i Salling, som ikke ønskede genvalg til bestyrelsen.

Martin Mogensen, der sammen med en bror og kammerat driver GoGris I/S nord for Horsens, har siddet i DLF-bestyrelsen i tre år som fritvalgt medlem vest for Storebælt. Ifølge en vedtægtsændring fra sidste års generalforsamling skal der fremadrettet kun vælges et fritvalgt medlem i vest, og derfor erstattes mandatet fra den afgående næstformand ikke.

- Jeg glæder mig rigtig meget til opgaven i den spændende virksomhed, som de seneste år har været på en fantastisk rejse. Opgaven er både at fastholde og udvikle koncernen som en attraktiv virksomhed med en høj afregning til ejerne, lyder det fra den nyvalgte næstformand.

980 hektar

Hjemme på bedriften har Martin Mogensen driften af 980 hektar med blandt andet 80 hektar alm. rajgræs og italiensk rajgræs som sit fokusområde. GoGris I/S har en besætning på 1.000 søer, hvor alle grisene færdiggøres til slagtning.

Sidste år blev gennemført generationsskifte med en onkel og faderen Poul Erik Mogensen, der selv i en årrække var bestyrelsesmedlem i DLF.

Ved generalforsamlingen i tirsdags var der genvalg til formanden Christian Høegh-Andersen fra Falster og det fynske bestyrelsesmedlem Hans Boesen, Veflinge.

Som nævnt i gårsdagens avis blev det på mødet vedtaget, at repræsentantskabet skæres ned fra de nuværende 150 medlemmer til 75 medlemmer.