Formand skuede både fremad – og tilbage
175 års jubilæum i en tid præget af flere udfordringer for landbruget både nu og fremadrettet. Det hele på dagsordenen ved generalforsamlingen i Herning-Ikast Landboforening.

Formand i Herning-Ikast Landboforening, Sven Agergaard. Arkivfoto: John Ankersen
Det bliver ikke bare et 175 års – men rent faktisk et 176 års jubilæum, som kan markeres i Herning-Ikast Landboforening, der senere på året markerer jubilæet med en fest.
Coronaen har også hér spillet ind og forsinket festlighederne. Men bestemt ikke givet skår i glæden og stoltheden hos formand i Herning-Ikast Landboforening, Sven Agergaard, der havde fokus på jubilæet i forbindelse med foreningens generalforsamling forleden i Herning.
Her noterede formanden sig også, at landbrugets økonomi over en bred kam ser godt ud med sorte tal på bundlinjen, hvor ikke mindst kvægbruget har tjent gode penge det forgangne år.
Men udfordringerne lurer i horisonten – ikke mindst i forhold til fremadrettet at få flere unge lokket til at tage landbrugsuddannelser og tilføre erhvervet kvalificeret arbejdskraft og lederskab i fremtiden.
Her roste Sven Agergaard ikke mindst den indsats både Landbrug & Fødevarer og landbrugsskolerne lokalt gør for at imødekomme den udfordring og finde langsigtede løsninger.
Positive ting i landbrugsaftale
I landboforeningen har man stort fokus på klima og miljø. Og derfor fremhævede Sven Agergaard også flere positive elementer i den nyligt indgåede landbrugsaftale.
Men der var også en løftet pegefinger, for flere forskellige kort med placering af målrettede efterafgrøder har været offentliggjort i årets løb.
Der var nyvalg til bestyrelsen, hvor Jacob Dam fra Haderup blev valgt ind i stedet for Jørgen Krøjgaard, som efter en årrække ikke ønskede genvalg. Jes Berg Andersen fra Vildbjerg blev valgt som ny suppleant.