Fremtidens landbrug kræver tilpasning, men så er der også en fremtid for erhvervet, slog LHN-formand Christian Kock fast på foreningens generalforsamling i Tinglev
CO2-afgifter, stigende udfordringer med store nedbørsmængder og stadig flere klimakrav.
Alt det til trods, ser formand i LHN, Christian Kock, fortsat muligheder for dansk landbrug.
- Der er en fremtid for landbruget – i hvert fald for de bedrifter, der ønsker at tilpasse sig, lød det fra formanden i forbindelse med LHN´s generalforsamling, der forleden blev holdt på foreningens rådgivningscenter i Tinglev.
Her fastslog Christian Kock, at der heller ikke er nogen vej uden om den grønne omstilling generelt i samfundet – og i landbruget. Men samtidig mener han også, at dansk landbrug er godt klædt på til opgaven.
- Vi arbejder effektivt og har den bedste genetik inden for dyr og planteavl – sammen med topkvalificeret rådgivning, sagde Christian Kock, der samtidig er overbevist om at Landbrug & Fødevarer med formand Søren Søndergaard ved forhandlingsbordet i den grønne trepart, vil kunne trække i landbrugets retning.
- CO2-afgift er det største tema i landbruget lige nu. Mange landmænd og følgeindustrier vil tabe på konkurrenceevnen, fastslog Christian Kock.
Ingen fusionsplaner
Blandt de øvrige emner i sin beretning kom Christian Kock blandt andet ind på de stigende nedbørsmængder, der lokalt i det sønderjyske i perioder har givet store udfordringer. Af andre emner var omstilling til grøn energi, landbrugets fonde, og LHN´s fremtid som fortsat selvstændig foreningen og rådgivningsenhed.
Christian Kock konstaterede, at andre foreninger og rådgivninger er blevet lagt sammen og fusioneret. Han mener dog, at så længe LHN kan give medlemmer og kunder en fortsat god og omfattende rådgivning, er der ingen grund til at kigge i andre retninger.
Sund økonomi og generationsskifte
I forbindelse med LHN´s generalforsamling kunne forretningschef Poul Erik Hedegaard fremlægge et regnskab, der viser at LHN er en forening i topform.
Overskuddet i LHN i 2023 er vokset til 2,6 millioner kroner før skat fra 2,4 millioner kroner året før. Omsætningen steg én million kroner fra 23 til 24 millioner kroner.
Ligesom i mange andre landboforeninger er der en del medarbejdere hos LHN, som er lidt grå i toppen, og derfor skal den økonomiske situation i høj grad også bruges til at sikre et generationsskifte.
- Vi har, allerede ansat to nye medarbejdere, og vi håber, at der kommer flere til i løbet af 2024, fortalte Poul Erik Hedegaard, der tilføjer:
- Vi gør rigtigt meget for at skabe en god og attraktiv arbejdsplads, og lægger stor vægt på at give vores medarbejdere medansvar og fleksible rammer, så vi er overbeviste om, at det nok skal lykkes.
Poul Erik Hedegaard konstaterer samtidig, at de flotte tal betyder, at man har kunnet holde timepriserne i ro, samtidig med at LHN i dag er gældfri.
I forbindelse med generalforsamlingen var der valg til bestyrelsen. Det gav genvalg til Hermann Thomsen og Uwe Matzen.