- Vores besætningsejere kan være sikker på uvildig rådgivning fra vores side, da vi er private og ikke ansat ved noget firma, understreger fagdyrlæge Andreas Birch fra Ø-Vet som indledning til sit indlæg på den nyligt afholdte konference i Wien om begrænsning i anvendelsen af antibiotika.

 Han forklarer de mange udenlandske fagfolk, at Ø-vet er en dyrlægevirksomhed med i alt 12 dyrlæger, der arbejder med veterinær rådgivning i svinefarme både i Danmark og resten af Skandinavien samt i Østeuropa, Rusland og andre europæiske lande.

Konferencen i Wien afholdes af det globale firma Biomin, der fra 37 lande har inviteret godt 300 fagfolk indenfor især svine- og kyllingeproduktion til to dages debat om den fremtidig anvendelse og beskyttelse af antibiotika i husdyrbruget.

- Vi aflægger vores kundebesætninger rådgivningsbesøg én gang om måneden for at sikre konstant føling med sundhedstilstanden, fortsætter Andreas Birch om den danske model for nedbringelse af antibiotikaforbruget.

Han gennemgår for de udenlandske fagfolk herefter de stadigt skrappere reguleringer, som brug af antibiotika i husdyrbruget har været igennem i Danmark.

Gult kort-ordning

En afgørende regulering kom i 1994, hvor det blev forbudt dyrlæger at tjene penge på salg af medicin.

- Det sikrede landmændene, at deres dyrlæge kun have interesse i at afhjælpe sygdomsproblemer i besætningen og ikke at sælge medicin.

- En anden markant stramning kom i 1998, da vækstfremmer i foder blev forbudt til slagtesvin og i år 2000 også forbudt til fravænnede smågrise, fortæller Andreas Birch.

Han fremhæver også, at der i 2010 blev indført det gule kort for svineproducenter.

Gult kort-ordningen betyder, at hvis en landmand overskrider de fastsatte grænseværdier for antibiotikaforbrug, får han en advarsel – et gult kort – og påbydes dermed at reducere sit forbrug af antibiotika. Ordningen er målrettet de svinebesætninger, der har et stort og rutinemæssigt forbrug, for eksempel i forbindelse med flokbehandling af svin via foder og vand.

- Der findes også et rødt kort for meget overforbrug af medicin, men ingen ved helt hvad det betyder, da der indtil nu aldrig er givet et rødt kort.

- Desuden er der i Danmark den såkaldte VetStat, som er den danske veterinære medicindatabase, hvor al receptpligtig medicin solgt til dyr i Danmark bliver registreret, oplyser Andreas Birch for de internationale fagfolk i Wien.

Så selvom svineproduktionen i Danmark er steget betydeligt, så er forbruget af antibiotika faldet til ét af de allerlaveste i verden – særligt i de sidste fem år.

Staldforhold skal være i orden

Andreas Birch omtaler også de særlige antibiotika-frie grise betegnet OUA – Opdræt Uden Antibiotika.

- OUA-grise har ikke fået antibiotika overhovedet i deres opvækst. Vi har endnu ikke så stor erfaring med disse OUA-grise, da der kun er nogle få tusinde grise produceret hvert år, da der kun er lidt efterspørgsel i henholdsvis USA og Danmark på disse specifikke grise.

Der er i dag cirka 1.900 sobesætninger i Danmark samt 4.500 slagtesvinebesætninger, og langt de fleste bruger ikke længere nogen form for antibiotika.

Andreas Birch konkluderer i sit indlæg, at nok behandler han som dyrlæge også syge dyr for at gøre dem raske, men understreger at hele fundamentet for sundhed i de danske besætninger er forebyggende sundhedsrådgivning om de helt basale forhold som opstaldning, fodring samt vand og luftkvalitet.

- Hvis ikke man bygger dyrenes sundhed på gode forhold generelt, så bliver min rådgivning om sygdomme og reduktion af antibiotika ikke effektiv, slutter Andreas Birch.

Biomin

  • Verdensførende producent af fodertilsætning til især svine- og kyllingefoder
  • Særligt fokus på forebyggelse og styring af mycotoksin-risiko i foder og fødevarer
  • Kunder i 130 lande verden over
  • Netop bygget nyt hovedkvarter vest for Wien i Østrig
  • Over 1.000 medarbejdere og produktion af fodertilsætning i 10 lande kloden rundt
Global Farming