Konferencen i Wien havde to danske oplægsholdere. Den anden var Pia Sørensen, der er rådgiver i den jyske SvineRådgivningen.

- Vi er 20 svinerådgivere, der ud over primært jyske svinebesætninger også har startet svinerådgivning i en række europæiske lande. Vi har desuden eget testcenter, TestGris, der årligt tester over 40.000 grise, starter Pia Sørensen sit indlæg for de godt 300 internationale fagfolk i Wien.

SvineRådgivningen ejes af Sagro, KHL, SLF, Vestjysk Landboforening og Lemvigegnens Landboforening.

- Vores styrke med så mange svinerådgivere er, at vi kan have eksperter på forskellige områder, og at vi kan samarbejde tæt med økonomirådgivere og veterinærer.

Nye forbud fra 2022

Pia Sørensen fremhæver derefter de emner, der især optager dansk svineproduktion i øjeblikket.

- At vi ligger helt oppe nær de 40 smågrise pr. årsso gennemsnitligt i visse besætninger har også sine udfordringer – som for eksempel lav fødselsvægt og krav om ekstra god driftsledelse og præcis fodring.

- Forbrugerne stiller stadig større krav om dokumenteret dyrevelfærd og fra 2022 er det slut med medicinsk zink og øget krav om meget lavt forbrug af antibiotika. Det giver behov for en særlig god kombination af fodermidler, tilskudsfoder og driftsledelse.

Hun understreger, at i Danmark ligger forbruget af antibiotika pr. gris fra fødsel til slagtning allerede lavt og er fortsat faldende.

- Men forbrugerne kræver endnu lavere forbrug af antibiotika og at svineproducenter helt stopper med at anvende antibiotika i svineproduktionen.

Antibiotika-fri produktion

Hun ser ikke en zink- og antibiotika-fri svineproduktion som umulig, men det sætter endnu højere krav til optimale staldforhold og driftsledelse.

- Antibiotika-fri produktion starter med at forberede soen på at lave nogle stærke smågrise gennem rigtig fodring. Vi fortsætter i farestalden med foder, der giver en god mælkeydelse og undgår diarré ved smågrisene, som det ofte ses i farestalden, fortæller Pia Sørensen.

- Opstarten af fodringen af smågrisene er meget vigtig, så de kommer godt i gang med at æde. Det fortsætter i klimastalden med foder, smågrisene kender og lavet af gode råvarer med lavt indhold af råprotein. Der skal være en god foderstrategi med forskellige faser, så grisene ved 15-30 kg er meget robuste. Samme strategi gentages i slagtesvinestalden.

Brugen af antibiotika skal ifølge Pia Sørensen altså i nær fremtid kunne erstattes af endnu mere fokus på fodring, stald- og klimaforhold lige fra de drægtige søer til de færdige slagtesvin.