Der findes et hav af produkter til heste, men for mange kan produkterne rent økonomisk være uopnåelige. Det har en Holstebro-virksomhed gjort noget ved. Deres DNA er at der skal være økonomi i hestehold og de sælger alt fra solarier til fold- og boksmåtter – Alt sammen som gør-det-selv-løsninger, hvor alle kan være med.
Alt kan lade sig gøre som hesteholder, hvis bare man har penge. Den tanke har TDJ Andersen K/S i en årrække gjort op med.
- Vores DNA i virksomheden er, at der skal være økonomi i hestehold, siger Torben D. J. Andersen, som i 1993 startede virksomheden TDJ Andersen, som blandt andet sælger produkter til heste gennem TDJhorse.
Produkterne er gør-det-selv-løsninger til stald, fold og ridebane, hvor der foruden økonomi også er tænkt på, at det skal være enkelt, praktisk og nemt.
Virksomheden har kunder i hele Danmark og flere forhandlere rundt omkring i landet.
Alt er testet
Virksomheden ligger i Savstrup ved Holstebro og har fem ansatte. En af dem er Lene Karmark, som ud over at være ansvarlig for den digitale del af virksomheden, har ansvaret for TDJhorse.
Hun har en baggrund i IT-branchen og et helt livs erfaring indenfor heste. Lene Karmark rider, underviser, avler og er også en af de bærende kræfter, når der skal stables et gallashow på benene ved hingstekåring i Herning.
Hun driver desuden Stald Skovly ved Skave nær Holstebro, som foruden hendes egne ride- og avlsheste, samt opstaldningsheste, også er forsøgs- og fremvisningsstald for TDJhorse med både ridebane, ridehus, adskillige hestebokse og folde.
- Jeg tester alle vores produkter og samtidig laver jeg forskellige forsøg, så vi hele tiden bliver klogere på hvordan man kan bruge de forskellige produkter bedst muligt. Man skal huske på, at alle heste er forskellige og derfor er en god løsning til en hest ikke nødvendigvis den bedste til en anden, forklarer Lene Karmark.
Boksmåtter
Derfor er indretningen af hesteboksene på Skovly heller ikke ens. Enkelte bokse er indrettet med TDJ Isohorsmat kunststofmåtter på betongulvet.
- Den føles hård, men på grund af konstruktionen, hvor der er luft nedenunder, er den meget eftergivende. Den er ikke blød, som en gummimåtte, men både ligger- og isolerer bedre end en gummimåtte, siger Lene.
Kunststofmåtten er varmeisolerende og det er derfor unødvendigt med store mængder strøelse. De anvendes også i udestalde, læskure og sågar hos svineproducenter for at forebygge skuldersår ved søerne.
En anden hest har en TDJ Softbed. Egentlig som en løsning på, at hesten brugte hele boksen som toilet.
Det er en to-lags naturgummimåtte med en skumkerne.
- Vi har set at man bruger op til 50 procent mindre strøelse når man bruger boksmåtter, siger Lene Karmark, som ikke alene ser måtterne som en mulighed for at højne komforten i boksen, eller som aflastning, når heste har skader, men også en mulighed til heste med for eksempel allergi, hvor det kan gøre en stor forskel for hesten at kunne minimere strøelsen.
Foldmåtter
I efteråret havde TDJhorse fire lastbil-træk med fold-måtter, som var solgt inden lastbilerne overhovedet landede i Holstebro.
- Vi lavede en video for at vise, hvor nemt man monterer vores Heavymat og så gik det helt vildt stærkt, siger Lene Karmark om den simple video, som har været vist flere tusinde gange.
TDJ Heavymat er foldmåtter - en udendørs løsning til våde og mudrede folde, hvor man for eksempel placerer dem rundt om drikkekar, ved leddene – eller som en sti ud af stalden og ud på marken.
Lene Karmark har dem liggende i flere folde. De giver en fast bund under hestenes hove og det er tydeligt at hestene vælger at gå på måtterne også selvom det giver en omvej.
- Måtterne er smarte fordi de kan ligges direkte ovenpå mudderet. Og hvis man vil have dem flyttet et andet sted hen kan man bare gøre det. De forgår aldrig og derfor kan man sælge dem den dag, man ikke har brug for dem mere, forklarer Lene om virksomhedens mest sælgende produkt lige nu.
Objektiv
Et af de steder, hvor virksomheden skiller sig ud, er ved, som de selv siger at kunne være objektive. Det gælder blandt andet ved problemstillingen med våde og mudrede folde.
- Hvis vi kun havde et produkt til at løse den udfordring, ville vi gøre alt for at sælge det ene produkt. Men vi har rigtig mange løsninger til det problem, og det gør, at vi kan være objektive og tage en snak med kunden om hvad der lige nøjagtigt passer bedst til dem. For os er det ikke vigtigt hvad vi sælger, men at vi sælger noget, som kunden bliver glad for. Og det bedste eksempel på det er, når de ringer et par måneder efter og gerne vil have flere, siger Torben D. J. Andersen.
Økonomisk solarie til heste
TDJ Horseheater er navnet på virksomhedens bud på et solarie til heste, hvor der igen er tænkt økonomi og anvendelighed.
Løsningen fra TDJhorse, Holstebro, er ikke et solarie, som hesten trækkes ind under, men en, to eller fire »lamper« som kan placeres hvor man vil. Det giver blandt andet den fordel, at man kan sadle op under lamperne.
Lamperne er med infrarødt lys og kan bruges som en hjælp til opvarmning af hestens muskler inden ridning, forebyggelse og afhjælpning af skader, hurtig tørring efter vask eller ridning og lindring af muskelspændinger og ledsmerter.
Lamperne koster omkring 4 kroner i timen at have tændt og kan flyttes til tilskuerne på en kold stævnedag.
- Vi har solgt lamper til en hestetandlæge, et wellness-center og flere massører og behandlere, siger Lene Karmark og henviser til de kolde vinterdage, hvor lamperne også kan gøre arbejdet lidt mere behageligt for mennesker.
Lysrørene forventes at kunne brænde mellem 5.000 og 7.000 timer og det koster 500 kroner at skifte et lysrør.
Nytænkning af høhæk
Lene Karmark elsker den praktiske tilgang til det at have hest. Det må gerne være nemt og så skal der også være økonomi i det.
- En af mine opstaldere havde engang en sort høhæk, så jeg kunne aldrig se hvor meget der var i. Det er måske en lille ting, men det er de små ting og små løsninger der gør dagligdagen lettere, siger Lene, som sammen med Torben D. J. Andersen begyndte at producere deres egen høhæk.
En simpel høhæk, TDJ Hayfeeder, som er gennemsigtig og bøjelig.
- Den kan enten fås som væg- eller hjørnehængt og hesten kan æde foroven eller af en af hullerne i siden. Men kan også lægge låg på og bruge den som slow-feeder og så har vi fundet ud af, at den fungerer rigtig godt ved hopper, som står med føl. Der vil hoppen æde ovenfra og føllet fra et af hullerne, fortæller Lene.