HØST-TOUR
Høst over middel på Gjorslev Gods – hvilket er ikke så lidt
Engrapgræs ligger på den rigtige side af 2 t/ha, vinterrapsen det samme med 5 t/ha, vårbyg tilsvarende + 9 t/ha og vinterhvede med +10 t/ha. - Hveden havde jeg nok forventet mig mere af, men ellers er vi rigtig godt tilfredse, siger driftsleder Anders Bak Hansen.

Anders Bak Hansen er meget tilfreds med det enkle og velfungerende 40 fods MacDon-skærebord. Fotos: Jørgen P. Jensen
Det 40 fods MacDon D65-D Draper-skærebord glider som smør gennem den utroligt tætte og kraftige Butterfly-vinterraps på Gjorslev Gods ved St. Heddinge på det østligste Sjælland.
I går var det ekstraordinært Anders Bak Hansen, driftsleder på Gjorslev Gods himself, der var pilot på godsets Lexion 770-mejetærsker.
- Det har helt overordnet været en nem høst i år med udbytter over middel, siger han med et tilfreds smil.
- Vi har kun tre til fire gode høstdage endnu – mangler en fjerdedel af vinterrapsen og en sjettedel af vinterhveden.
I går drev der en del skyer over Stevns og en let byge var netop faldet.
- Vi kører lige nu med 14 procent vand, men det er ok i den modne raps. Det skal hjem i vores amerikanersiloanlæg, røres rundt og luftes godt igennem.
På Gjorslev er der silokapacitet til at lægge hele høsten ind.
- Vi får dog ikke plads til det hele i år – hvilket jo er positivt, smiler Anders Bak Hansen.
Jorden er tør
Vinterrapsen på Gjorslev blev sået rettidigt sidste år efter vinterbyg, blev godt etableret og har haft en helt problemfri vækstsæson.
- I år er vi også godt med omkring såning af vores 136 hektar vinterraps – bliver færdige i morgen (onsdag) og sår Butterfly igen, fortæller Anders Bak Hansen.
- Men jorden er faktisk meget tør. Vi har sørget for jordpakning efter pløjningen, så rapsen skal nok spire. Men det er meget tørt igen.
Anders Bak Hansen har endnu ikke afgjort, om der skal sprøjtes med Command.
- Men Belkar skal rapsen i hvert fald have senere. Det virkede godt sidste år, og vi så ingen skader.
Engrapgræs topper
De bedste udbytter i år har Gjorslev haft i engrapgræs, der lægges ud i ærter til fremavl.
- Vi har høstet omkring 2.000 kg pr. hektar i engrapgræs. Og med over 20 kroner pr. kilo renvare bliver det årets bedste afgrøde, fortæller Anders Bak Hansen.
Udlægsærterne skuffede dog i år, så det bliver sidste år med denne sort.
Også de 156 hektar vårbyg er en topscorer i år.
- De partier vårbyg, som jeg har opgjort udbyttet i indtil nu, ligger på 9-9,5 tons pr. hektar efter korrektion for vandindhold, hvilket er nær rekord for os, fastslår Anders Bak Hansen.
De 229 hektar vinterhvede er fremavl af sorten Chevignon til Danish Agro.
- Foreløbig ligger vi omkring de 10 t/ha, men vores gennemsnitsudbytte plejer at ligge på 11,2 t/ha. Og det højeste, vi har høstet i hvede, er 13 t/ha. Så vinterhveden skuffer nok lidt i år.
Godt med i år
Ud over slagsafgrøderne har Gjorslev også majs og lucerne som grovfoder til godsets store malkekvægsbesætning.
- Lucerne har vi blandt andet for at undgå græs til slæt i vores sædskifte, hvor vi også prioriterer avl af frøgræs højt. Det skal ikke forurenes af spildfrø fra slætgræs, understreger Anders Bak Hansen.
Efter høst skal Gjorslev bjærge godt 1.000 baller rapshalm til køerne.
- Men vi har fået sået alle vores efterafgrøder og vinterrapsen. Og med den vejrudsigt bliver vi færdige med at høste i weekenden.
- Vi har nok været heldige med mange høstdage – så vi er godt med i år, slutter Anders Bak Hansen.
jpjensen@effektivtlandbrug.dk
telefon 40 41 76 84
Gjorslev Gods
- Beliggende på det nordlige Stevns tæt ved Øresund
- 1.668 hektar i alt til Gjorslev og Søholm
- 900 hektar i omdrift
- Frøgræs, vintersæd, vårbyg samt majs og lucerne