Har 5.000 tons halm til salg
Alt halm er presset på Rubenlund Agros over 1.700 hektar korn-, raps og frøafgrøder.

Normalt snittes og nedmuldes halmen på størstedelen af arealerne på Rubenlund. I år er alt presset, og 5.000 baller er til salg.
Normalt sælges omkring 1.300 tons halm, 800-1.000 tons anvendes til strøelse og halmfyrene på Rubenlund Agros ejendomme, mens størsteparten snittes og nedmuldes.
Men i år er alt halmen presset på den nordlangelandske bedrift, og omkring 5.000 tons står nu i stakke til salg.
- Det har jo været en ekstraordinær situation, og derfor har vi ikke snittet halmen i år, forklarer Ulrik Bremholm.
På kornsiden anvendes 6.000 tons korn på Langeland på bedriftens svineproduktionsejendomme på øen, mens resten byttes med foder til ejendommene på Tåsinge og Fyn. I alt foregår svineproduktionen på otte ejendomme, og overordnet er der et underskud af korn på arealerne i forhold til forbruget til de i alt 1.300 søer og årsproduktionen af 50.000 slagtesvin.
- Selv om hestebønnerne i år kun gav det halve udbytte, så er de også næste år i markplanen. Det giver variation i sædskiftet og bæredygtighed i bedriften at kunne producere eget protein, påpeger indehaveren af Rubenlund Agro.
Trods tørken har høstudbytterne været tilfredsstillende på Rubenlund Agro. Læs reportagen fra den store nordlangelandske bedrift i næste uges LandbrugFyn. Avisen kan allerede i morgen ses her på hjemmesiden.