Der sker for mange skader på danske landbrug, vurderer Alm. Brand i en pressemeddelelse.

Derfor går forsikringsselskabet nye veje for at vende udviklingen og tilbyder nu et gratis »Forebyggelsestjek« til hver femte af selskabets større landbrugskunder.

Formålet er at mindske risikoen for skader og reducere de udgifter og det administrative besvær, som følger, når uheldet er ude.

Ifølge selskabet handler initiativet både om økonomi, bæredygtighed og landbrugets omdømme.

- Med det nye Forebyggelsestjek vil vi gerne hjælpe hver femte af vores større landbrugskunder med at forebygge skader og derigennem nedbringe omkostningerne – både for kunderne, for os som selskab og for samfundet, siger Lone Kyhl Hendriksen, koncerndirektør for Erhverv i Alm. Brand Group.

Gennemgår hele virksomheden

Tjekket gennemføres af en forebyggelsespartner fra Alm. Brand, der sammen med landmanden gennemgår hele virksomheden. Gennemgangen dækker både jord, bygninger, besætning og medarbejdersikkerhed samt klima-, cyber- og omdømmerisici.

Efter besøget får kunden en rapport med konkrete forslag til forbedringer. Forslagene skal være nemme at gennemføre og give stor effekt i forhold til indsatsen. Det kan eksempelvis være at installere lækagestop på dieseltanken, kontrollere slanger og pakninger på gylletanke eller opsætte sprinklere ved eltavler til malkerobotter.

Alm. Brand har allerede testet ordningen hos en række landbrug, hvor modtagelsen ifølge selskabet har været særdeles positiv. Initiativet udrulles nu til de første kunder, og målet er at gennemføre Forebyggelsestjek hos 20 procent af de større landbrug inden udgangen af 2027.

Udviklingen af det gratis tilbud er støttet økonomisk af Alm. Brand Foreningen 1792, som bidrager til projekter, der styrker forebyggelse og risikohåndtering i erhvervslivet.