Årets landsby er Stjær

Titlen som Årets Landsby 2021 er Stjær i Skanderborg Kommune.

Ved bedømmelseskomitéens besøg serverede Stjær Boldklub deres hofret: Boller i karry med mulighed for ekstra karrysovs. Nu kan landsbyen Stjær kalde sig Årets Landsby 2021. Foto: Jan Thøgersen

Landsbyen Stjær i Skanderborg Kommune i Østjylland vinder prisen som Årets Landsby 2021, og det er i kraft af initiativer for den grønne omstilling, stort engagement og stærkt sammenhold.

Carsten Hansen, tidligere minister for by-, bolig og landdistrikter, er formand for den bedømmelseskomité, som har udpeget Stjær til vinder i finalen, der også talte Skovsgård i Jammerbugt Kommune og klyngesamarbejdet på halvøen Broagerland i Sønderborg Kommune.

- Stjær har gjort et fremragende arbejde for at nå dertil, hvor de er i dag. De har startet med et svært udgangspunkt og har sidenhen formået at gennemføre nogle tiltag. Blandt andet deres grønne handleplaner kan tjene til inspiration for andre landsbyer, og det bedste ved tiltagene er, at de med lethed kan kopieres, siger Carsten Hansen.

Næstformand i Forenet Kredit, Michael Demsitz, der også udgør en del af bedømmelseskomitéen, har ligesom Carsten Hansen ros til årets vinder.

- I et stærkt felt af finalister har Stjær udmærket sig med deres kopiérbare model for, hvordan man som landsby kan gøre en forskel, der batter i den grønne omstilling. Modellen er et vigtigt bidrag til at løse et meget aktuelt problem, og det vidner om stor viljestyrke i Stjær, at selv ikke en pandemi har kunne stoppe indsatsen.

10 vindere

Årets Landsby er en historisk pris, som blev oprettet i 1995 af Landsforeningen Landsbyerne i Danmark. I år uddeles den for 25. gang.

Prisen uddeles af Landdistrikternes Fællesråd og Landsforeningen Landsbyerne i Danmark i samarbejde med Forenet Kredit, foreningen bag Nykredit og Totalkredit.

Her er de seneste 10 vindere af prisen, der ikke blev uddelt i 2014 og 2015.

2010: Horslunde på Lolland

2011: Bagenkop på Langeland

2012: Vrads i Midtjylland

2013: Vestervig i Vestjylland

2014: Ingen uddeling

2015: Ingen uddeling

2016: Trekroner i Nordjylland

2017: Vallekilde i Odsherred

2018: Øen Fejø ved Lolland

2019: Torup i Nordsjælland

2020: Haastrup på Sydfyn

2021: Stjær i Østjylland

Læs også