Danmark har formentlig fået et nyt ulvepar i Sydvestjylland.

Det vurderer forskere fra Naturhistorisk Museum Aarhus og Aarhus Universitet, som sammen overvåger ulvene i Danmark for Miljøstyrelsen.
 
Siden januar 2020 har den danskfødte hunulv GW1434f været stationær i Skjern-reviret i Sydvestjylland. GW1434f er født i Ulfborg-reviret i Vestjylland i 2019. Nu tyder sporforløb og fotooptagelser på, at hun har fået en mage.

Når ulve færdes sammen, vil det typisk dreje sig om et par eller beslægtede individer, dvs. enten forløberen for eller resultatet af reproduktion. Da GW1434f har opholdt sig alene i reviret igennem længere tid, er det oplagte scenarium, at en ny hanulv er ankommet og at de har etableret par.
 
Forskerne arbejder på at identificere den nye hanulv ud fra en række spytprøver taget ved bidmærker på nedlagt hjortevildt og afføringsprøver samlet i reviret igennem efteråret. Det er frivillige fra den nationale ulveovervågning, der har eftersøgt og indsamlet DNA-spor på vejene i området og ledt efter sporforløb.
 
Hvis analyserne bekræfter, at der er tale on et nyt ulvepar, vurderer forskerne, at der er gode muligheder for, de bliver forældre i løbet af foråret 2022.

Siden hunulven etablerede sig i Skjern-reviret i januar 2020, har det kun været et spørgsmål om tid før en hanulv ville komme forbi. Siden der i den mellemliggende periode er indvandret mindst tre ubeslægtede enlige hanner til Danmark, er det mest overraskende i det indtrufne, at det ikke er sket tidligere, lyder det i en pressemeddelelse fra Naturhistorisk Museum Aarhus.

Ifølge museet så vil et lokalt ulvepar give øget fare for husdyr, men risikoen begrænser sig til et mindre område end når de er alene. Ifølge forvaltningsplanen for ulv i Danmark ydes der dog fuld erstatning for husdyr dræbt af ulv, og der vil kunne ydes tilskud til ulvesikre hegn, for besætninger som skønnes særligt udsat.