Kommunerne har nu en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på samme niveau som før ændringen af husdyrbrugloven i 2017. Dog sker der en overskridelse af 90 dages-fristen i de mindre sager i cirka 30 procent af tilfældene, og så er den gennemsnitlige sagsbehandllingstid for de større sager steget.
I 2019 afgjorde kommunerne 870 sager om miljøgodkendelse eller miljøtilladelse til husdyrbrug.
Sagsbehandlingstiden er opgjort til 3,9 måneder som gennemsnit for alle sagstyper og alle kommuner.
For de mindre husdyrbrug er sagsbehandlingstiden faldet i forhold til før lovændringen i 2017, og som gennemsnit er den under 90 dages grænsen, der blev indført som følge af en ændring af VVM-direktivet.
Stigning i store sager
Sagsbehandlingstiderne viser både i 2018 og 2019, at 90 dages-fristen overskrides i cirka 30 procent af sagerne.
For de store husdyrbrug er der ikke en fast frist, og her ligger den gennemsnitlige sagsbehandlingstid på 4,8 måneder, hvilket er en stigning på 0,4 måneder i forhold til før lovændringen i 2017, hvor sagsbehandlingstiden for de store sager var på 4,4 måneder i gennemsnit.
Miljøstyrelsen oplyser, at det er positivt, at kommunerne har reduceret sagspuklen fra overgangen til ny husdyrregulering i 2017, og at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er bragt ned på niveauet ved udgangen af 2017.
Styrelsens næste mål er at få en større del af §16 b-sagerne afgjort inden 90 dage.
aldo
Landmand roser behandling
Landmanden Iver Knude Vind fra Jels er en af dem, der nyder godt af, at Vejen Kommune er landets næstbedste til at sagsbehandle landmænds ansøgninger om husdyrgodkendelser.
Han ejer flere ejendomme i området og har haft brug for at udvide flere gange de senere år. Til den opgave benytter han sig af eksterne rådgivere, og blandt dem fremhæves samarbejdet med Vejen Kommune også.
- Det kan virke af meget, at vi får besøg af 2-3 af kommunens medarbejdere i forbindelse med en udvidelse, men det gør, at vi får vendt og drejet alle områder på én gang i stedet for, at vi skal skrive frem og tilbage mellem de forskellige instanser indtil flere gange, forklarer Iver Knude Wind og fortsætter:
- Med den professionelle og konstruktive tilgang, som kommunens medarbejdere har, når de kommer på besøg her, kan jeg ikke være andet end positiv.
Største branche
Med mere end 4.000 arbejdspladser udgør landbrugs- og fødevareerhvervet den største branche i Vejen Kommune.
Kommunen har ifølge opgørelsen fra Miljøstyrelsen behandlet 28 sager med en gennemsnitlig behandlingstid på 1,3 måneder.
mip
Dydsmønstre og langtrækkere
Der er et stort spring fra kommune til kommune, når det kommer til den gennemsnitlige sagsbehandlingstid.
De største langtrækkere er:
- Tårnby: Gns. 16,3 måneder (2 sager)
- Bornholm: Gns: 15,2 måneder (18 sager)
- Langeland: Gns: 13,4 måneder (4 sager)
De største dydsmønstre er:
- Sorø: Gns. 1,1 måneder (3 sager)
- Vejen: Gns. 1,3 måneder (6 sager)
- Faxe: Gns. 1,4 måneder (9 sager)