Kartoffelprojektet kulet ned

- Det kunne have blevet et rigtigt spændende projekt for os landmænd at samarbejde om, lyder det fra en ærgerlig initiativgruppe bag de nu kuldsejlede planer om en fynsk kartoffelmelsfabrik.

KARTOFFELMEL Siden idéen blev lanceret i foråret 2018, har en håndfuld fynske landmænd arbejdet intenst på at skabe grundlag for opførelse af en kartoffelmelsfabrik på Fyn. I første omgang tegnede 47 landmænd anparter og indbetalte hver 10.000 kroner til forundersøgelser til projektet. Samlet bød de ind med omkring 1.500 hektar melkartofler, og siden har der været afviklet flere informationsmøder og nye tegningsrunder for at skabe det nødvendige produktionsgrundlag på mindst 6.500 hektar til en fabrik med et anlægsbudget på 570 millioner kroner.

En ekstra tegningsrunde her i efteråret gav tilsagn for yderligere 2.500 hektar fra dyrkere fra både Fyn og Sjælland. Trods en yderligere frist frem til her den 12. november lykkes det ikke at nå højere end disse godt 4.000 hektar fra omkring 85 interesserede kartoffelavlere. 

Manglende interesse

- Det er brandærgerligt. Det kunne have blevet et rigtigt spændende samarbejde i fynsk landbrug.  Men desværre viser det, at fynboerne ikke var nok interesserede eller ikke ville se denne mulighed for en attraktiv højværdiafgrøde, konkluderer planteavler Lau Hvid Hansen, Farstrupgård i Hårslev, som talsmand for bestyrelsen i selskabet K&H Fyn ApS.

Selskabet vil nu blive afviklet, og de 47 anpartshavere vil få en del af de indskudte 10.000 kroner tilbagebetalt.

- Men vi har da gemt alle vores notater, hvis andre på et tidspunkt vil i gang med noget tilsvarende, lyder det lakonisk fra talsmanden for initiativtagerne. 

Åbning fra Jylland

Lau Hvid Hansen, der sammen med de 14 øvrige deltagere ved den ekstraordinære generalforsamling den 12. november enstemmigt lagde projektet i graven, mener dog ikke, at de mange timer har været spildt.

- Det har åbnet for, at fynske landmænd har kunnet købe rettigheder til leverancer til jyske kartoffelmelsfabrikker. Den mulighed kom – pudsigt nok – umiddelbart efter, vi lancerede vores planer.

Samtidig har gruppen under arbejdet med projektet mødt mange spændende personer, også uden for erhvervet, fremhæver Lau Hvid Hansen.

- Det gælder blandt andet fra de fynske kommuner og forsyningsselskaber, hvor der har været meget stor velvilje. 

Dramatisk prisfald

Selv har den nordfynske planteavler ikke opgivet tanken om at dyrke melkartofler på sine arealer.

- Et spørgsmål, som mange bragte frem, var den manglende mulighed for vanding. Imidlertid findes nye sorter, som klarer sig godt uden vanding, og samtidig har vi på Fyn jomfruelig jord og dermed ingen sygdomsproblemer.

Lau Hvid Hansen kan dog konstatere, at kartoffelmarkedet netop nu er præget af, at hele cateringbranchen er lagt ned af coronaen. Det har betydet et dramatisk prisfald på melkartofler, og derfor en ny situation for potentielle avlere til de eksisterende jyske fabrikker.

Læs også