Landmand med stor fokus på ressourcerne

- Nu kan jeg dokumentere, at jeg optimerer udnyttelse af ressourcerne, fortæller Rasmus Eriksen fra Sigridshøj ved Kalundborg.

VKST står i juni – tirsdag den 7. og onsdag den 8. juni – bag to klimadage, hvor man kan møde to landmænd, der på forskellige måde arbejder med klima og ESG.

En af dem er Rasmus Eriksen, som driver Sigridshøj ved Kalundborg og de seneste syv år har arbejdet med at graduere.

Det startede med udsædskort i 2015 og siden har det taget om sig, så graduering er en fuld integreret del af driften, hvor han siden 2017 også har gradueret gødning, svampemidler og vækstregulering på de lidt mere 400 hektar, han driver. I år er der brødhvede, raps, frø og maltbyg i markplanen.

Et vigtigt værktøj

For Rasmus Eriksen handler præcisionsjordbrug om at bruge ressourcerne forsvarligt og mest optimalt, og det vil han gerne kunne dokumentere i endnu højere grad.

- Jeg har længe efterlyst, at vi kan få papir på det, vi gør og dokumentere og måle, at vi bruger ressourcerne bedst muligt både i forhold til miljøet og klimaet og i forhold til bedriftens økonomi, siger den nordvestsjællandske landmand og fortsætter:

- For mig handler det generelt om at udnytte de ressourcer, vi har optimalt – både jorden og arbejdet. Der er allerede mange forsøg, der viser, at man minimerer risikoen for fejl ved gødskning, når man bruger teknologien og graduerer.

- Jeg har længe efterlyst, at vi kan få papir på det, vi gør og dokumentere og måle, at vi bruger ressourcerne bedst muligt både i forhold til miljøet og klimaet og i forhold til bedriftens økonomi.

Rasmus Eriksen

- Og med det politiske fokus, der er på landbrugets udvaskning af kvælstof, så er præcisionsjordbruget et vigtigt værktøj, understreger Rasmus Eriksen.

Bedre sporbarhed

Han har endnu ikke oplevet, at der kommer krav om dokumenteret klimaeffekt fra samarbejdspartnere. Men han håber, at dokumentationskravet, der kommer fra den finansielle sektor i 2023 også kan bruges i andre sammenhænge.

- Jeg forventer helt klart et højere dokumentationskrav fremover, og det skal vi også bruge til at styrke tilliden hos forbrugerne, så det også kan ses på prisen. Jeg vil gerne kunne dokumentere overfor forbrugere, at jeg bruger ressourcerne optimalt og forbrugeren får bedre sporbarhed.

- Derfor håber jeg på sigt, at alt den dokumentation præcisionsjordbruget giver mig, kan bruges til i forhold til forbrugerne – for eksempel som vi kender det fra Ø-mærket i økologien, siger Rasmus Eriksen.

Han er helt sikker på, at med det fokus, der er på ressourceudnyttelse, klima og miljø, så bliver det afgørende, at landmanden kan dokumentere arbejdet, og det er ESGreenToll også en del af.

Gratis til klimadag i VKST

Man kan møde Rasmus Eriksen på VKST’s klimadag tirsdag den 7. juni i Sorø, mens det onsdag den 8. juni er mælkeproducent Peter Søgaard, der fortæller om, hvordan han arbejder med sundhed i besætningen.

/ jhal

Læs også