Efterlyser kandidater til klima- og bæredygtighedspris for unge
Er du ung, og har du noget på hjerte om klima og bæredygtighed? Så kan du nu vinde 15.000 kroner.

For første gang nogensinde uddeles Klima- og Bæredygtighedsprisen for unge dette efterår. Og det er nu kandidaterne skal indstilles.
Prisen uddeles af Nykredit, Landbrug & Fødevarer og Forenet Kredit til en ung under 35 år, som ikke har etableret en landbrugsvirksomhed, men som enten er under uddannelse eller beskæftiget i landbrugserhvervet.
For at være kandidat til prisen, skal man på én eller flere måder have kommunikeret under temaet »klima og bæredygtighed i landbruget«. Det kan for eksempel være ved at have:
- Skrevet, vist eller talt om emnet på sociale medier (enten egne eller professionelle)
- Inddraget emnet i en opgave (for eksempel til skolen)
- Skrevet eller medvirket i en artikel
- Været med i en podcast, radio eller tv
- Bidraget ved events eller debatter
Prisen er på 15.000 kroner. Deadline for indstilling er onsdag den 2. november klokken 12. Herefter udvælges tre finalister, og vinderen kåres den 16. november i Asmildkloster Landbrugsskole i Viborg, hvor man gerne ser alle tre finalister være til stede. Dommerkomiteen består af repræsentanter fra Nykredit, LandboUngdom og Landbrug & Fødevarer.