Flere store el-lastbiler skal nu levere mælk i København
De reducerer udledningen af CO2 med 67 procent, fjerner partikelforurening og støjer markant mindre. Arlas tre nyeste mælkebiler kører på el og skal supplere de el- og biogaslastbiler, som Arla allerede har i drift for at nedbringe klimaaftrykket på deres transport.

Bilerne kommer på vejene i samarbejde med DFDS. Arla forventer fremover at udskifte 25-30 diesellastbiler årligt med grønnere alternativer. Foto: Arla
Tre nye Arla el-lastbiler skal nu supplere den første store el-lastbil i Danmark. Derfor bliver der fremover leveret meget mere mælk til københavnerne på grøn strøm.
For to år siden blev den første store el-lastbil over 18 ton sat til at levere mælk til københavnerne som et forsøg. Forsøget er gået så godt, at Arla nu sætter flere el-lastbiler i drift, der kører på vindmøllestrøm.
De nye el-lastbiler forurener markant mindre end de dieselbiler, som leverer mælk i dag. Faktisk udleder de 67 procent mindre CO2. Samtidig støjer de markant mindre, så de generer omgivelserne mindre. Oven i det har de ingen partikelforurening som almindelige diesellastbiler.
- Vi er stolte over at kunne udvide vores flåde af el-lastbiler. Vores ambition er, at alle vores distributionslastbiler skal køre på 100 procent grøn energi, så snart det er praktisk muligt, siger Henrik Lilballe Hansen, landedirektør for Arla Danmark.
Skal køre på el og gylle
Arla forventer at udskifte 25-30 diesellastbiler med grønnere alternativer hvert år i de kommende år. Det er et kraftigt forøget tempo i udskiftning af traditionelle dieseldrevne lastbiler med grønnere alternativer.
Arlas overordnede klimaplan indebærer, at den totale udledning af drivhusgasser per produceret liter mælk skal reduceres med 30 procent inden 2030 sammenlignet med 2015. Det gælder hele produktionskæden fra mælkeproduktionen på gårdene til transport, produktion og distribution ud til forbrugerne.
I dag ejer Arla godt 200 lastbiler i Danmark, der kører mælk ud til cirka 2.600 detailbutikker hver eneste dag. Med godt 12,5 millioner kørte kilometer om året af Arlas distributionslastbiler, vil der kunne spares store mængder CO2 og partikelforurening. Derfor har Arla taget en række initiativer for at køre mere grønt.
I øjeblikket kører 10 biogaslastbiler rundt på vejene i Danmark, som i løbet af 2023 bliver suppleret af yderligere syv biogaslastbiler. Biogasbilerne sparer godt 35 procent CO2 i forhold til normale dieselbiler, fordi de populært sagt »kører på gylle«.
De nye el-lastbiler, der skal køre for Arla, skal hovedsageligt levere mælk ud fra Ishøj, hvor der er ladestation og værksted. Men ambitionen er at få flere ladestationer og dermed flere muligheder for el-levering af mælken flere steder i landet, som for eksempel Slagelse, Christiansfeld og Hobro, hvor Arla har mejerier.
Et af mange initiativer
El- og biogaslastbiler er bare en del af en række initiativer, som Arla har igangsat for at gøre transporten grønnere. Arlas chauffører er blandt andet blevet undervist i at køre miljørigtigt. De skal sikre det korrekte dæktryk for at bruge mindst muligt brændstof. Lastbilen må heller ikke køre over 80 kilometer i timen. Det sikrer, at brændstofforbruget er så lavt som muligt.
- Som led i vores mål om at blive CO2-neutral arbejder Arla på at gøre al distribution grøn. Vi er derfor glade for, at forsøget med vores første el-lastbil er gået så godt, at vi kan skrue op for antallet. Ambitionen er at øge yderligere, siger landedirektør Henrik Lilballe Hansen.