DMI vil give gratis vejrdata
Præcis vejrdata er et centralt værktøj den grønne omstilling, lyder det fra klimaminister Dan Jørgensen.

Det bliver nu muligt gratis at dykke ned i historiske vejrdata fra DMI.
DMI er en skattekiste med værdifulde vejrdata, som nu stilles gratis til rådighed og gøres lettilgængelige for borgere, virksomheder og forskere. Det skal både understøtte regeringens målsætning om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030 og styrke den økonomiske vækst.
- Vi stiller nu DMI’s vejrdata gratis til rådighed for borgere, forskere og virksomheder. Præcis vejrdata er et centralt værktøj den grønne omstilling. Et godt eksempel er vores elforbrug: I fremtiden skal al vores elektricitet komme fra grønne kilder som f.eks. vind og sol. Her kan data fra DMI hjælpe energiselskaber og forbrugere med at vide, hvornår vinden blæser og solen skinner. På den måde kan vi udnytte den grønne energi bedre, siger Klima-, Energi- og Forsyningsminister, Dan Jørgensen (S)
Døgnet rundt indsamler og analyserer DMI et hav af forskellige data fra blandt andet radarer og målestationer. Vejrdata er et digitalt råstof, som skal være med til at understøtte erhvervslivet med den grønne omstilling og sikre et bedre grundlag for at udvikle fremtidens grønne, innovative løsninger.
Den bedre og nemmere adgang til vejrdata skal samtidig hjælpe vejrafhængige sektorer som landbrugssektoren og energisektoren med at forbedre arbejdsgange, effektivisere ressourceforbrug samt træffe beslutninger, der gavner klimaet.
- Vejrdata kan uden tvivl hjælpe os landmænd med at gøre driften mere klimavenlig. Historik om vejret kan gøre os klogere på, hvordan behandlinger af afgrøderne får bedst effekt under forskellige vejrforhold. Og med større viden om, hvordan vejret bliver, kan vi behandle afgrøderne på det rigtige tidspunkt og dermed spare både hjælpemidlerne og maskinoverkørsler. Det sparer både mig og klimaet., siger landmand og godsejer Carl Boisen Thøgersen fra Adamshøj i en pressemeddelelse fra Klimaministeriet.
ege