Den tidligere skovrider ved Naturstyrelsen med ansvar for Mols Bjerge, Peter Brostrøm, var mandag igen i retten, da ankesagen omkring dyrevelfærd ved Mols Bjerge løb af stablen ved Vestre Landsret i Viborg. Han vil frifindes i sagen, som han én gang tidligere er dømt skyldig i.

Var det grov dyremishandling, der foregik i Mols Bjerge, og som blev underbygget i en kritisk dyrlægerapport i 2021, som senere førte til anklager mod skovrider Peter Brostrøm og en anden medarbejder, der havde med dyrene i Mols Bjerge at gøre? Det var omdrejningspunktet i den sag, der mandag havde sidste mødedag ved Vestre Landsret i Viborg.

Efter dommen i byretten havde Brostrøm anket sin dom på tre måneders betinget fængsel til landsretten med påstand om frifindelse, og her var mandag sidste dag i ankesagen. Her lagde Brostrøms forsvarer til grund, at den tidligere skovrider efter deres opfattelse ikke handlede uagtsomt, og derfor burde frifindes. Omvendt ville anklagemyndigheden have skærpet straffen til et halvt års ubetinget fængsel. 

Uagtsomt eller ej?

Under mandagens retsmøde argumenterede Peter Brostrøms forsvarer for, at hans klient ikke handlede uagtsomt eller groft uagtsomt i sagen, selv om han ikke benægtede, at det gik galt med dyrevelfærden, og at han medgav, at der var ting, der kunne være blevet håndteret bedre.

- Det, der bestrides fra min side, er, at overtrædelserne tilregnes Peter Brostrøm med udsagn om, at de er begået uagtsomt eller groft uagtsomt, sagde forsvareren Peter Trudsø under mødet ifølge TV2 Østjylland, hvor han pegede på, at Peter Brostrøm ikke var advaret om, at der var ting, som ikke var i orden, inden dyrlægerapporten udkom i 2021.

- Man må jo gå ud fra, at tingene kører, som de skal, når man har indrettet sig med erfarne medarbejdere, konsulenter og dyrlæger, der førte tilsyn, sagde Peter Trudsø.

Der falder dom i sagen mandag den 18. maj.

NaturDyrevelfærd