Giv et vink fra kornvognen

»Drop fuckfingeren og genindfør vinket i høsten« er hvert år en populær klassiker fra Verdens Bedste Fødevarer. I år bliver ingen undtagelse.

I 2019 skrev jeg hos Verdens Bedste Fødevarer indlægget »Drop fuckfingeren og genindfør vinket«. Artiklen deler jeg selvsagt hvert år før høst på foreningens (har du meldt dig ind?) facebook, LinkedIn, X og Instagram sider.

Det er i reglen populært indhold, som mange deler, selv om facebooks algoritmecensur ikke er så glad for den der fuckfinger. For selvfølgelig skal vi hellere vise taknemmelighed end galskab på landevejen.

Det synes i hvert fald langt flertallet, som liker og deler lystigt.

Der kommer selvsagt også altid kommentarer om, at landmænd i høstmaskiner er for dårlige til at holde ind til siden. Der kommer kommentarer om, at de lycraklædte cyklister fylder for meget. Og der kommer kommentarer om, at bilister overhaler hasarderet.

Det kan man lade sig forblænde af og komme til at tro, at det er hovedreglen, at landmænd ikke holder ind, at cyklister fylder, og at biler kører råddent.

Men det er heldigvis ikke sandt. Langt langt de fleste af os tager hensyn i trafikken og hjælper hinanden. Gudskelov. Det kunne hurtigt blive en grim affære, hvis alle var så slemme, som rygterne siger.

Så jeg glæder mig til atter at kunne dele min opfordring til at sende et vink i høstens travle stunder. Uanset om du er bilisten, der skal nå på arbejde, traktorføreren der skal nå foderstoffen inden lukketid eller cyklisten, der skal nå hjem i bad: Send et vink til anerkendelse. Så kører traktorføreren måske en ekstra gang ind til siden, bilisten dropper den stressede overhaling, og cyklisterne lægger sig måske på linje eller holder ind til siden.

Det er hjælp til selvhjælp for alle parter.

Læs også